Herlufmagle Friluftsbad

Herlufmagle Friluftsbad åbner for en ny sæson efter en renovering, og badegæsterne kan blandt andet gå rundt på nye fliser mellem bassinerne. Friluftsbadet er i år en del af aktive feriedage i Næstved.

Herlufmagle Friluftsbad åbner for en ny sæson efter en renovering, og badegæsterne kan blandt andet gå rundt på nye fliser mellem bassinerne. Friluftsbadet er i år en del af aktive feriedage i Næstved.

åbner med bagagerumsmarked

Lørdag den 24. maj åbner Herlufmagle Friluftsbad for årets sæson. Der er åbent fra klokken 10-17.

Siden friluftsbadet lukkede i august, er der blevet brugt en million kroner på flere renoveringer. Der er blandt andet kommet nye rør i alle basiner.

- De andre var 42 år, fortæller halinspektør Benny Petersen og forklarer, at friluftsbadet netop blev åbnet for 42 år siden i 1972.

Fliserne rundt om bassinerne var også fra åbningen i 1972, så også her er der en renovering i gang. Da avisen kigger forbi, er de gamle fliser fjernet, og nogle få nye lagt.

- Vi skal nok nå at blive færdig, siger Benny Petersen med et smil.

Han oplyser, at der også er kommet ny dug i springbassinet.

Markedsstemning

Dermed er det populære friluftsbad klar til åbningen den 24. maj. I dagens anledning koster indgangen blot 15 kroner.

Her vil der igen i år være bagagerumsmarked på parkeringspladsen ved Herlufmagle hallen.

Det er muligt at købe et stadebrev til blot 50 kroner enten ved at henvendelse til halinspektør Benny Petersen på mobil 20 20 17 13 eller på e-mail herlufmagle-hallen@tdcadsl.dk eller i Herlufmagle hallens cafeteria.

Hver stadeholder får et afmærket område på parkeringsarealet ved friluftsbadet og hallen, hvor man kan parkere sin bil og eventuelt trailer eller blot lave en stand. Det er selvfølgelig ikke tilladt at handle med levende dyr.

Hallens hoppeborg vil være stillet op på pladsen.

Herlufmagle hallens cafeteria tænder op i grillen og sørger for, at den helt rigtige markedsstemning breder sig over pladsen.

Del af aktive feriedage

En af sæsonens nyheder er, at friluftsbadet bliver en del af aktive feriedage i alle seks uger af sommerferien. Det betyder, at der bliver gratis adgang for børn til og med 9. klasse, som er bosiddende i Næstved Kommune.

- Det gælder også lørdag og søndag, og de skal bare vise deres sygesikringskort, fortæller Benny Petersen.

I det hele taget forventer halinspektøren, at der bliver lidt ekstra svømmere i badet i år, da både Næstved Svømmehal og Fladså Svømmehal skal renoveres.

- Vi har i forvejen mange morgensvømmere i juli, når Næstved er lukket, fortæller Benny Petersen og påpeger, at det for hele sæsonen er alt afgørende, at solen skinner.

britt

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...