Rørvig: May og René Stegemann, indehavere af det populære sommer-spise-sted Bøf & Grill Huset i Rørvig er klar til en ny sæson, den 24. i en uafbrudt række.
- Vi fortsætter traditionerne med højkvalitetskød på menuen, forsikrer May Stegemann og fortsætter:
- Vi har i flere år kørt med australsk kød, det er virkelig godt og vi ved, at gæsterne sætter pris på det. Men i år får de også mulighed for at smage amerikansk oksekød af allerbedste kvalitet. Og René har fundet en nyhed til vinkortet, som matcher fint, nemlig en flot californisk Zinfandel som vil stå godt til en bøf.
Bøf & Grill Huset åbner på fredag, den 4. april. Og gæster, der har været der før, vil kunne høre forskel fra sidste sæson- netop høre, fordi stengulvet i restauranten er blevet skiftet ud med et blødt trægulv. Det giver en meget bedre akustik i lokalerne - og det er hørtbart.
På terrassen er der også sket fysiske forbedringer, idet der er opsat en væg på sydsiden syd, så kølig vind fra fjorden ikke blæser ind over terrassen.
- Det forlænger de hyggelige stunder på terrassen - og skulle det blive køligt kan en varmelampe nu stå i læ og give et lidt lune, siger René Stegemann.
Bøf & Grill Huset havde sidste sæson succes med en række musikaftener - så de forstætter med lokale musikere, der kommer og spiller »efter middagen« en række lørdage i sæsonen.
Sidste år overtog May og René Stegemann ejerskabet af restauranten efter Vivi og Hans Peter Andreasen - May Stegemanns forældre, der etablerede restauranten i 1990. Og May og René Stegemann holder fast i konceptet: Afslappet og hyggelig atmosfære, personlig betjening, et varieret menukort for snart sagt enhver pengepung.
