Bageri genopstår efter konkurs

Kort før jul mistede omkring 100 ansatte i otte nordsjællandske bagerbutikker deres job, da bagermester Henrik Bisgaard måtte erklære sig personligt konkurs. Blandt de lukkede butikker var Bisgaards Bageri i Helsingørsgade i Hillerød. Men nu er Henrik Bisgaard tilbage igen i selv samme butik, han måtte lukke for fire måneder siden.

- Vi genåbner tirsdag. Jeg har altid fundet mig rigtig godt tilpas i den her butik. Den er lys og luftig. Jeg må indrømme at det har været mentalt hårdt at blive ramt af en personlig konkurs, men nu viste muligheden sig, og så må vi se, om det kan bære. Der er jo også kommet en ny bagerbutik i Slotsgade, siger Henrik Bisgaard.

Da han er erklæret konkurs kommer butikken til at være ejet af Henrik Bisgaards datter, med bagemesteren som direktør i selskabet.

- Men det bliver mig der kommer til at stå i bageriet - ligesom da jeg åbnede butikken for tre år siden. Ved du hvad. Jeg er 50 år gammelt, og det er det her jeg kan, forklarer han.

Efter Bisgaards Bageri lukkede i december overtog et andet bageri butikken. Men den ny butik lukkede igen efter en måneds tid, hvorefter lokalerne har stået tomme. Dog har Henrik Bisgaard annonceret efter nyt personale via et opslag i vinduet - og han har nu fået 40 ansøgere til job i butikken.

Selvom Hillerød midtby har været bagerløs fra jul til påske, når man ser bort fra Bilkas bagerudsalg, så kommer der igen to butikker til yndere af frisk brød. Før påske åbnede kæden City Bakery i Irmas gamle lokaler i Slotsgade. Kæden har i forvejen butikker i Frederiksværk, Frederikssund og Rødovre - og nu altså Bisgaards Bageri version 2 i næste uge.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...