En personalesag på Herlufmagle Skole gøres nu til en offentlig affære, efter at lokalpolitiet i Næstved har givet tilladelse til en demonstration til fordel for overlærer og tjenestemand, den 60-årige Søren Ipsen.
Ipsen fik for tre uger siden et fyringsvarsel fra sin skoleleder på Herlufmagle Skole, hvori han gøres bekendt med, at skolen er utilfreds med hans alt for tætte forhold til elever og forældre.
Det er tidligere elev på Herlufmagle Skole, Mia-Maria Siff Hansen, som har taget initiativ til demonstrationen. Hun forventer mellem 800 og 1000 demonstranter. Et antal, som skulle svare til de underskrifter, der er samlet ind, og som svarer til antallet af medlemmer af facebook-gruppen »Alle os, der er imod fyring af Søren Ipsen - Herlufmagle Skole«.
- Jeg synes, at vi, der har noget med skolen at gøre, skylder Søren Ipsen det her. Han er den eneste, der nogensinde har troet på alle, og som ikke har set noget oindt i nogle mennesker. Han skal ikke fyres for at være et godt menneske, siger Mia-Maria Siff Hansen, som selv gik på skolen fra 1997 til 2005, og som havde Søren Ipsen i visse fag.
Optog på tirsdag
Politiet har tilladt en demonstration på tirsdag 15. april klokken 10. Demonstrationen skal efter planen begynde i Teatergade i Næstved foran rådhuset, hvorefter optoget skal gå ad en fastlagt rute til kommunens administrationsbygning i Rådmandshaven. Det er både politikere og embedsfolk, som Mia-Maria Siff Hansen håber at få i tale med demonstrationen.
- Jeg har selv stemt på borgmesteren. Og jeg ved godt, at han ikke har noget med beslutningen at gøre. Men han skal vide, at vi er nogle, der er utilfredse med nogle ting. Også fordi han er blandt de få, der faktisk kan gøre noget ved det, forklarer initiativtageren.