Faxe Kirke har fået bevilget 2,8 millioner kroner fra Augustinus Fonden til at restaurere kirkens kalkmalerier i våbenhuset.
- Vi er utrolig glade for, at Augustinus Fonden har imødeset vores ansøgning. Vi ville ikke kunne gennemføre projektet uden deres økonomiske hjælp, siger Kurt Sangild, formand for restaureringsudvalget i Faxe Kirke.
Få måneder tilbage påbegyndte et større restaureringsarbejde i hele kirken, og det projekt har kirken selv taget lån for at kunne gennemføre. Der er nemlig ingen hjælp at hente hos staten mere, hvad angår tilskud til restaurering af kirker, fortæller Kurt Sangild, og det ærgrer ham, for Faxe Kirkes kalkmalerier er af Nationalmuseet blevet karakteriseret som »særligt beværingsværdige«.
- Kirkerne er jo vores alle sammens kulturarv, og jeg mener derfor, at vi som samfund også har en vedligeholdelsespligt. Det kan da ikke være rigtigt, at det alene er kirkerne, der selv skal finansiere restaureringsprojekter - staten må da i det mindste kunne bidrage, om ikke andet så med et tilskud, siger han.
Dyr post for kirken
Kirkens opgaver finansieres primært af folkekirkens egne midler, mens staten yder tilskud i begrænset omfang (ca. 17 mio. kr. årligt) til restaurering af kirkebygninger og kirkers historiske inventar i hele landet.
I nogle tilfælde sker det, at Kirkeministeriet giver tilsagn om et særligt statstilskud til restaureringen, som det blandt andet har været tilfældet med restaureringen af bevaringsværdige kalkmalerier i Smørum Kirke (Helsingør stift).
Avisen ville gerne have spurgt Kirkeministeriets økonomichef Klaus Kerrn-Jespersen, hvad Kirkeministeriets kriterier er for, at man som lokal kirke kan få statstilskud til et restaureringsprojekt, men det har ikke muligt at få en kommentar fra ham inden avisens deadline.
