Højby: For under 5000 kroner kan man i dag købe en god alarm - komplet installeret og med SMS modul til at advisere op til fire personer om indbrud.
Ifølge Morten Nyborg fra HE Electric i Højby er der alt for mange, der køber alarmerne en del billigere i et byggemarked, og så giver de ofte en meget ringe sikkerhed.
- De professionelle tyve kan i mange tilfælde godt nå at smadre et billigt alarmsystem, inden det får adviseret om indbruddet, fordi alarmen sidder et synligt sted. I de professionelle løsninger sidder alarmens central derimod monteret et skjult sted, mens kun betjeningspanelet er synligt, siger Morten Nyborg, der også oplyser, at falske alarmer er mere udbredt blandt de billige systemer.
Lige nu sælger HE Electric en del alarmer til blandt andet sommerhuse.
- For mange sommerhusejere er det nok med et SMS-modul, så fire telefonnumre får besked, hvis er indbrud, for så kan tyven måske blive observeret, og man får besked om, at man skal op og tjekke ud, hvad der er sket, siger elektrikeren, der dog anbefaler et abonnement hos et vagtselskab.
- Det giver mere tryghed, hvis man opholder sig i huset, når tyven kommer ind. Og så slipper man jo for selv at tage ansvaret for at tjekke indbruddet, hvis man ikke er hjemme, siger han.
Helårshuse trygge
Elektrikeren mener også, at det giver tryghed om natten, at man har en alarm, så en tyv ikke pludselig er i huset, uden at man har hørt noget.
- Selv om hjemmerøverier er sjældne, er det trygt, at man kan sætte alarmen til at reagere på angreb på ruder og døre om natten, mens man ved fravær kan aktivere alle sensorer inde i huset også, forklarer han.
SMS kan tænde varmen
En særlig fordel ved mobil-modulet i alarmen er i øvrigt, at man kan sende beskeder til modulet også fra sin mobiltelefon. Det kan eksempelvis være en besked om at tænde for varmen i sommerhuset.
- Det er faktisk en mindre operation at koble alarmen til eltavlen, så det er noget, som vi tilbyder uden de helt store ekstra omkostninger, fortæller elektrikeren, der oplyser, at mange i øvrigt også bruger alarmsystemet som overfalds-alarm.
- Svagelige kan have en sender på sig, som giver besked til alarmselskabet, hvis de er faldet, og så er det jo betryggende, at alarmselskabet kommer i løbet af kort tid og tjekker det op.