Friluftsbutik lukker

Kalundborg: Friluftsbutikken i Kalundborg lukker senest 1. april. Indehaveren Nicholas Vogel havde ellers andre planer for butikkens fremtid, men Dansk Supermarked, som ejer bygningen i Bredgade, vil noget helt andet.

Det blev afsløret, da Nicholas Vogel kontaktede Dansk Supermarked og fortalte om sine fremtidsplaner, der inkluderede en udvidelse af butikken.

Han fik nej fra udlejer til et udvidet lejemål, og i stedet blev det afsløret, at Dansk Supermarked har planer om at indrette den halvtomme bygning til boliger i stedet. Også de kvadratmeter, hvor Friluftsbutikken har adresse.

- Så mit valg var ikke svært, men det har overvejelserne om at indrette en ny butik i Kalundborg et andet sted i byen til gengæld været. Overvejelserne er dog endt med, at jeg ikke har lyst, siger Nicholas Vogel.

I stedet går han nu på jagt efter et job, hvor han får kolleger, for selv om butikken i Kalundborg har været en væsentlig del af hans liv de seneste syv år, så har der også været timer, hvor det har været lidt ensomt at være selvstændig erhvervsdrivende.

- Så jeg skal have mig et regulært arbejde, tilføjer han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...