Det burde på ingen måde kunne ske, men det gjorde det, hvis man skal tro politiet og det angivelige offer i sagen: En 40-årig og nu tidligere falckredder både voldtog og krænkede på anden vis en 17-årig pige seksuelt, da både han og hun befandt sig i en ambulance på vej fra Sneslev Forsamlingshus til sygehuset i Slagelse.
Den tidligere redder nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.
Retten i Næstved afgør ved en domsmandssag i begyndelse af april, om politiet eller den tiltalte har ret. Bliver eks-falckredderen dømt i fuldt omfang, risikerer han op til otte års fængsel.
Voldtægten og de øvrige seksuelle overgreb mod pigen skulle være sket den 1. september mellem klokken cirka 2.47 og 3.16, da ambulancen under udrykning var på vej fra forsamlingshuset i Sneslev ved Fuglebjerg til sygehuset i Slagelse.
Den 17-årige pige - anklageskriftet oplyser intet om, hvor hun er fra - havde været til fest i forsamlingshuset og var blevet så beruset eller på anden måde påvirket, at nogen ved festen havde ringet 112 for at få hende kørt på sygehuset.
En af Falcks ambulancer med to reddere ombord kom da også til forsamlingshuset kort før klokken 2.47.
Den berusede pige blev på en båre lagt i ambulancen, og en af hendes veninder satte sig ind på passagersædet ved siden af den anden redder, som var chauffør den aften. Han eller hun startede ambulancen, slog sirene og blå blink til og kørte af sted mod Slagelse.
Mens pigen lå på båren i den bageste del af ambulancen og på grund af sin beruselse »befandt sig i en tilstand, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen« - sådan lyder anklageskriftet - skal den 40-årige eks-falckredder have begået overgrebene mod hende.
Læs mere i Sjællandske onsdag eller i vores e-avis.