Gribskov: Den 29-årige skuespiller Mikkel Boe Følsgaard er en succesfuld herre. Han har netop spillet en af hovedrollerne som Emil i tv-serien Arvingerne, der har haft godt tag i seerne i den bedste sendetid søndag aften på DR1, og inden da kunne man opleve ham på det store biograflærred, først i »En kongelig affære« og dernæst i »Kvinden i buret.« Den første vandt han en sølvbjørn for ved filmfestivalen i Berlin i 2012.
Hans karriere har haft fuld fart på, siden han som gymnasieelev i Helsinge og i årene derefter fik udviklet sit talent i amatørteater-regi, blandt andet i, Dramaterne, en teatergruppe, han selv var med til at stifte for 11 år siden.
- Helt grundlæggende startede min interesse for skuespil og teater, da jeg var 10 år, hvor jeg kom med i »Bryggeren.« Derefter spillede jeg lidt skuespil på folkeskolen i Gilleleje, men det var først, da jeg kom på gymnasiet, at det eskalerede, siger han og retter en særlig tak til Lars Kaaber, der i cirka 20 år har instrueret skolekomedierne på Gribskov Gymnasium.
- Det var sjovt og spændende at være med. Der var også noget socialt i det at være sammen med de andre. Men det er også fordi, at Lars er dygtig, at jeg rykkede mig. Jeg lærte lidt om forskellige virkemidler og fandt ud af, at det var sjovt at stå på scenen. At man kunne få folk til at grine og få dem til at være stille, siger Mikkel Boe Følsgaard.
Da han var færdig med gymnasiet, var han sammen med nogle kammerater ikke klar til at stoppe med skuespillet, så de stiftede amatørgruppen Dramaterne, der stadig lever i bedste velgående.
- Der var to sider af arbejdet med at stifte Dramaterne. Der var det praktiske, hvor man skulle søge penge, bygge scenen op, og der var enormt meget fællesskab i at skulle løfte i flok. Og så var der det at stå på scenen og spille. Det synes jeg, var spændende, siger Mikkel Boe Følsgaard.
Han er i tvivl om, hvor langt han var kommet, hvis han ikke havde mødt Lars Kaaber.
- Tiden på gymnasiet fik tændt noget i mig. Senere fandt jeg så en lærer til mig selv og arbejdede på at blive dygtigere og kom til sidst ind på teaterskolen. Men passionen startede på gymnasiet, siger han.
Han mener, det er altafgørende, at der er opbakning til amatørkulturen, for det er med til at sikre en udvikling af teater og talenter.
Og han er meget taknemmelig for, at man i Gribskov Kommune gerne støtter amatørscenen såsom Dramaterne.
- Det er med til at udvikle teater. Talenterne skal nok finde vej, men det fede er, at Gribskov Kommune har støttet Dramaterne og har givet os mange midler. På et tidspunkt var vi 40-50 mennesker med i produktionen mellem 15 og 30 år, der brugte hele vores sommerferie på det. Nogle var sceneteknikere, producenter, produktionsledere og er gået den vej senere. Jeg er vildt glad for, at jeg er endt med at leve af det. Jeg har lært meget af det dengang, siger han og peger på, at det også er godt for en kommunes profil at satse på kulturen.