Rodes åbner butik i Hillerød

Af Janne Mulvad

Hillerød: Hobbybutikken Rodes åbner butik i Hillerød. Det bliver i butikken i Bagergården på Slotsgade, der tidligere husede Legekæden.

Det er Bent Rode, der står bag Rodes. Der findes allerede en butik på nettet, og Bent Rode har også en afdeling i Humlebæk. Men nu får Hillerød altså også en butik med hard ball geværer, rollespilsudstyr, fjernstyrede helikoptere og biler, og masser af gadgets som prut på dåse og lort på dåse.

- Det bliver en 650 kvadratmeter stor hobbybutik med ting som ikke kan købes andre steder i en radius på 30 kilometer, siger Bent Rode, som synes det er oplagt med en butik i Hillerød. Butikken i Humlebæk er ikke længere stor nok, men i Bagergården bliver der masser af plads.

- Vi får masser af plads indenfor, så man kan prøve det hele, siger han.

Det er ikke første gang, Bent Rode sælger legetøj til voksne drenge i Hillerød. I december åbnede han en popupbutik i Slotsarkaderne, ligesom der også poppede en »Rodes« op i Helsingør.

Den nye butik åbner den 3. maj.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...