Karrebæksminde: - Bo Madsen og Claus Stokholm Larsen er nogle af verdens mest uheldige mennesker, hvis de ikke har noget med Henrik Haugberg Madsens forsvinden at gøre.
Sådan sagde anklager for statsadvokaten på Sjælland, Karen Vistisen, mandag i sin seks timer lange procedure forud for et nævningeting ved Østre Landsrets afgørelse af skyldsspørgsmålet i den meget omtalte drabssag uden lig.
På anklagebænken som i byretten sidder Henrik Haugberg Madsens tidligere samlever, den 43-årige Bo Madsen, og den 49-årige tidligere narkodømte Claus Stokholm Larsen.
I 20 dage siden november 2013 har der været ført vidner i sagen, som er speciel, fordi liget af Henrik Haugberg Madsen aldrig er dukket op, efter han forsvandt sporløst fra en feriehytte i Karrebæksminde 11. november 2010.
Ingen har set selve drabet, men Claus Stokholm Larsen har angiveligt betroet sig til sin ekshustru og til en bekendt, han havde fra sit lange fængselsophold. En revolver, som vurderes til at være brugt ved drabet, er dukket op nedgravet på dennes bopæl.
Båret væk
Karen Vistisen belyste 10 årsager til, at der er sket et drab, og at det er de to tiltalte, som står bag.
- Henrik Haugberg Madsen hverken gik, løb, kørte eller cyklede væk fra feriehytten i Karrebæksminde den aften. Han blev båret. Hernik har været offer for den perfekte forbrydelse, hvor det er lykkedes at bortskaffe liget. Så er der andre ting, som gør, at det alligevel ikke blev så perfekt, som det var tiltænkt, lød Karen Vistisens afsluttende bemærkninger.
De 10 årsager skal alle ses i sammenhæng. Og det er ifølge Vistisen årsagen til, at byretten valgte at idømme Bo Madsen 14 års fængsel og Claus Stokholm Larsen en kombinationsstraf på 19 års fængsel, fordi han også havde en ikke afsonet reststraf fra sin tidligere narkodom.
- Husk puslespillet. Så begynder det at hænge sammen. Så kan De se, hvad det forestiller, sagde Karen Vistisen henvendt til de 10 nævninger.
- Gerningsmænd skal ikke frifindes, bare fordi de er gode til at rydde op efter sig, hvis der ellers er ført tilstrækkeligt bevis for, at de har begået et drab, fortsatte hun.
Stukket med syl
Ifølge anklagemyndigheden er Henrik Haugberg Madsen blevet stukket med en syl flere gange, efter at han og Bo Madsen var ankommet til feriehytten i Karrebæksminde. Her ventede Claus Stokholm Larsen på dem. Da stikket med sylen ikke var tilstrækkeligt, er han blevet skudt to gange i hovedet med en revolver. Herefter er liget blevet kørt væk i en hvid kassevogn. Claus Stokholm Larsen har angiveligt parteret liget og har kørt dem væk i en cykeltrailer, Bilen er blevet »presset« hos en ophugger for at fjerne spor.