GØRLEV: Den 1. februar 1994 blev Mogens Nielsen, der var førstemand i murermesterfirmaet Anders Brøndum, ny daglig leder, og to år senere overtog han virksomheden, som ændrede navn til Gørlev Murerforretning af 1972 aps.
Nu, 20 år efter, er det Mogens selv, der træder et skridt tilbage. Det gør han, der er 62 år, for at give plads til Jacob Crone Rasmussen, 28, som Mogens for år tilbage selv udannede som murer.
Men Jacob valgte at fortsætte sit uddannelsesforløb, og nu er han diplom-ingeniør i bygningsteknik. Det svarer til »gamle dages« bygningsingeniør.
Mogens hader bureaukrati
- Jeg har mange ideer til virksomhedens fremtid, men reparations- og vedligeholdelsesarbejder, der har været virksomhedens udgangspunkt i årtier, skal vi fastholde, siger den nye chef, der har god fingerfornemmelse for it og teknologi.
Og det er ikke lige Mogens Nielsens force:
- Tværtimod, smiler han. Jeg hader det! Jeg synes, at de administrative krav til virksomhederne øges hele tiden. Vi kan bruge mange timer på bureaukrati. Jeg vil hellere ud og svinge murerskeen. Jeg vil hellere arbejde. Så nu er der en masse »papirnusseri«, jeg slipper for.
Jacob Crone Rasmussen vendte tilbage til sit gamle firma i begyndelsen af 2013, og strategi omkring og planlægning af overtagelsen har »murret« i nogen tid.
Det har udviklet sig lige så langsomt, og jeg synes, at vi har fundet en god løsning. Den er jeg glad for, siger Mogens Nielsen.
Der ændres ikke på navnet - lige bortset fra, at Gørlev Murerforretning smider årstallet, 1972, ud.
Det er en solid forretning, jeg overtager, med sorte tal på bundlinjen. Der er seks ansatte foruden et par indlejede medarbejdere, når der er brug for det, siger Jacob Crone Rasmussen.
En travl virksomhed
Der er travlhed i øjeblikket. En del skyldes konsekvenserne af en vis dame, Bodils stormende adfærd i december. Men de omtalte renoverings- og vedligeholdelsesopgaver foruden kloakarbejder udgør også et godt fundament for virksomheden.
- Man kan ikke sige, at vi ikke blev ramt af krisen, for vi har tidligere beskæftiget 12-14 mand. Sådan er det ikke mere. I hvert fald ikke lige her og nu. Men det kan måske komme, siger Mogens Nielsen.
Jeg arbejder med forskellige udviklingsprojekter. Ideer er der i hvert fald nok af, så jeg håber, at vi kan skrue lidt på nogle knapper, siger Jacob Crone Rasmussen.
Chefskiftet i virksomheden markeres internt.
