Dårligt nattesyn generer mange bilister

Kalundborg: - Vintermørket gør mange utrygge i trafikken, men der findes faktisk nogle simple redskaber, der kan hjælpe med at løse problemet. Dårligt nattesyn skyldes nemlig i mange tilfælde, at folks briller har en forkert styrke, eller at de ikke ved, at de har behov for briller eller kontaktlinser, forklarer Christian Lind fra Brillehuset. Derudover kan et par kørebriller med gult glas forbedre nattesynet til gavn for komforten og trafiksikkerheden.

Problemet er til at få øje på, fordi det giver en langsommere reaktionstid i trafikken, og det kan i sidste ende have fatale konsekvenser.

Utrygheden får også nogle til at lægge bånd på sig selv og helt undlade at køre bil om aftenen.

- Mange kommer ind i butikken med spørgsmål om nattesyn og fortæller, at de ikke har det godt med at køre bil i mørket og derfor prøver at undgå det. Generne er typisk en forringelse af kontrastsynet, så man har svært ved at se stregerne på vejen, samt en fornemmelse af, at lys fra modkørende biler flyder sammen eller »stjerner« ud i en stor sky og blænder, siger Christian Lind fra Brillehuset.

Forkert styrke er den store synder

Både mænd og kvinder kan have dårligt nattesyn, og generne opleves både af yngre og ældre mennesker. Dog vil ældre mennesker ofte have flere problemer med dårligt nattesyn, fordi kontrastsynet og pupilrefleksen bliver dårligere med alderen.

Der kan være flere årsager til dårligt nattesyn, men ofte skyldes det simpelthen, at man ikke har de rigtige briller eller kontaktlinser.

- Hvis en person har briller eller kontaktlinser og klager over dårligt nattesyn, er første skridt altid at se på, om synskorrektionen er den rigtige. Der er desværre en del, som går rundt med briller eller kontaktlinser med en forkert styrke - typisk fordi deres syn har ændret sig, siden de sidst fik tjekket synet. Det er problematisk i sig selv at køre bil med en forkert styrke, men i mørket bliver det ekstra farligt, fortæller Christian Lind.

Gult glas øger kontrasterne

Det er ikke kun personer med synsproblemer, der kan lide af en form for natteblindhed. Det kan personer med et normalt syn også, men kun få er opmærksomme på problemet og på løsningsmulighederne.

- Selv blandt folk, der lever af at køre, kan der være en opfattelse af, at man ikke kan gøre noget ved dårligt nattesyn. Det er ærgerligt, fordi der ofte er gode muligheder for at afhjælpe problemet. En kørebrille med gult glas vil kunne gøre en forskel for mange mennesker, fordi brillerne øger kontrasterne og mindsker den blændende effekt af lyset fra modkørende biler. Ligesom mange har en solbrille liggende i bilen, kunne det også være en ide at have et par gullige kørebriller i handskerummet, fortæller Christian Lind og forklarer, at det gule glas også kan klikkes foran et par almindelige briller.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...