En tidslomme i Holte lukker efter 35 år

Holte: Flere ældre damer smyger sig rundt mellem tøjstativerne i dametøjsbutikken Paris i Holte. På flere af stativerne står »Ophør 50 procent«. Paris i Holte lukker i slutningen af marts 2014, og dermed lukker butikken, der igennem 35 år har ligget på Holte Stationsvej 16. I alle årene har Fru Marvig betjent flere generationer af kvinder. I Paris i Holte er alle ansatte på efternavn, fordi som en af de ansatte siger, så er det ikke pænt at råbe efter nogen ved deres fornavn igennem hele butikken.

- I morgen har jeg været ansat i 43 år i butikken, så det er utrolig kedeligt, at den nu skal lukke, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi må se i øjnene, at der ikke er nogen, som vil overtage den, siger Fru Marvig, som i 43 år har taget turen til Holte fra sin bopæl i Brønshøj.

- Det der gør butikken så speciel, det er, at vi har en god betjening og vores varer er i god kvalitet, og så kan kunderne godt lide sortimentet. Mange kunder har kommet her i mange år, fortsætter den 78-årige Fru Marvig. Før butikken hed Paris i Holte, var der også tøjbutik på Holte Stationsvej 16. Det var Else Rømer Olsen, som ejede butikken, men så kom Gerhard Kaufmann til Holte.

Bagerst i den store butik sidder 94-årige Julius Lorentzen. I 35 år har han stået for butikkens regnskab. Han kan huske, hvordan han for 35 år siden blev spurgt af Gerhard Kaufmann, om han ville være med til at starte Paris i Holte.

- Jeg har kendt Kaufmann, siden vi begge var ansat i kjolefabrikationsfirmaet Frigomodeller. Så overtog han Camilla of Copenhagen, som var en underafdeling af Frigo. Da han overtog Camilla, spurgte han mig, om jeg havde lyst til at være med. Det var i 1969, fortæller Julius Lorentzen og fortsætter:

- Camilla of Copenhagen var et produktionsfirma, som producerede tøj. Og vi havde en kunde, som hed Else Rømer Olsen, der havde forretningen i Holte. Kaufmann ville gerne købe den, men det ville hun ikke høre tale om. Så en dag ringede en advokat og sagde, at hun var syg, og nu ville hun gerne sælge. Det var i 1979. Kaufmann købte forretningen, og jeg tog med, fortæller Julius Lorentzen. Han husker tydeligt, hvordan Gerhard Kufmann fandt på navnet Paris i Holte.

Siden 1930 har der ligger en dametøjsforretning på Holte Stationsvej 16. Først drev Else Rømer Olsen butikken frem til 1979, hvor Gerhard Kaufmann købte den. Men i slutningen af marts er det slut. En tidslomme i centrum af Holte lukker.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis lørdag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...