På Hemmingstrupvej ved Helsinge ligger Fuglebjerggård. Det er her, at tvillingbrødrene Niels og Carl Plum er vokset op og har tilbragt det meste af deres tid sammen med deres mor, kogekone og kogebogsforfatter m.v. Camilla Plum, skriver Frederiksborg Amts Avis i anledning af, at brødrene nu har skrevet en bagebog.
Alt det og meget mere kan man læse i brødrenes forord til en bog, som de har skrevet, og fotografen Jon Bjarni Hjartason har leveret meget stemningsfulde billeder til. Bogen udsendes af forlaget Gyldendal på mandag. Den hedder »ZEN - Kunsten at vedligeholde en surdej.«
I bogen videregives deres viden om alt det, de har levet med fra turtles-alderen til nu, hvor de har rundet de 23 år. I bogen er der ikke én eneste oplysning eller henvisning til den begivenhed, som har gjort den ene af brødrene, Carl Plum, landskendt, anklagen for dyrplageri ved at dræbe og slagte en pony på stranden i Tisvildeleje sommeren 2013. Retssagen er ikke afgjort endnu.
Netop for at undgå denne sammenblanding af en bogudgivelse og en begivenhed, som har fået masser af spalteplads og sendetid i mange medier, har forlaget Gyldendal aftalt med de to brødre, at de ikke skal lade sig interviewe af nogen journalist.
Brødrene gør et stort nummer ud af at fortælle, at en af hemmelighederne ved godt brød mange gange handler om gode og friske råvarer. Godt mel er ikke en selvfølge, selv om det er økologisk. Mange råvarer fremstilles nemlig med henblik på at kunne blive transporteret, kunne holde sig og blive solgt, frem for at være så velsmagende, sunde og økologisk forsvarlige som muligt, skriver de.
Bogen er på 128 sider og har en vejledende udsalgspris på 200 kroner.