Ny direktør med masser af fart på

Overtagelse: Allerede torsdag var den nye ejer til stede hos det forhenværende Olsen Biler, der fortsætte med 40 ansatte. Nu hedder det Volkswagen og Skoda.

Ringsted/Haslev: Den nye direktør i Volkswagen og Skoda i Ringsted og Haslev, 54-årige Michael Therkildsen, kan næsten siges at være født med en fod på speederen.

Han er i hvert fald ud af en bilforhandlerfamilie og overtog selv for 32 år siden Autohuset i Glostrup. Senere kom Kronborg Auto i Helsingør under hans domæne. Nu er turen kommet til Olsen Biler i Ringsted og Haslev. Forretningen har allerede skiftet navn til det genkendelige Volkswagen og Skoda, hvilket kan ses på de nye skilte på forretningens facader.

- Der er et stort marked for udvikling i området. Jeg kan se, at der ikke er solgt lige så mange Volkswagen i Ringsted og Haslev, som i andre større byer, og Ringsted er en by i udvikling, siger en smilende Michael Therkildsen, da han tager imod i sin nye forretning.

Vil udvikle forretningen

I går var der møde med medarbejderne, der blev orienteret om den nye situation.

- De to ledere er interesseret i at udvikle forretningen, konstaterer Michael Therkildsen tilfreds.

Michael Therkildsen bor i Holte, men har familie i Sandby. Han kendte på forhånd forretningen og er af og til kørt forbi.

- Jeg vidste, det var en god forretning med et godt personale og en god kundeservice, siger Michael Therkildsen.

Fremadrettet handler det om at markedsføre og synliggøre, at der ligger en Volkswagen- og Skoda-forhandler i Ringsted og Haslev.

- Vi har den økonomiske styrke til den nødvendige markedsføring.

Velkommen Skoda

Han er især tilfreds med, at han nu har fået endnu et barn under sine vinger, nemlig bilmærket Skoda.

- Det er meget spændende for mig at være blevet en del af Skoda-familien.

Michael Therkildsen kan genkende en udvikling på bilmarkedet, hvor små og benzinøkonomiske biler bliver stadigt mere populære. Her kan Volkswagen sagtens være med. Den populære VW OP blev den mest solgte i 2013.

Olsen Biler er som tidligere beskrevet gået konkurs. Tirsdag var aftalen med Michael Therkildsen så i hus til glæde for i alt 40 ansatte, som er tilbage efter kurators afskedigelser.

I løbet af nogle år forventes det, at man vil modernisere udstillingslokalerne i forretningen på hjørnet af Bragesvej og Østre Ringvej. Alt andet er fuldt moderniseret.

Den kommende tid vil den nye ejer være at finde i forretningen i Ringsted, men ellers vil hans tilstedeværelse naturligt blive fordelt mellem Ringsted, Glostrup og Helsingør.

Ulla

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...