Af Niels Jørgen Larsen
Hundested: - Jeg kan huske første gang jeg skulle byde velkommen til en gymnastikopvisning, det var ikke spor sjovt. Jeg var så nervøs, og det var jeg også i mange år fremover, og det er jeg stadig, når der sidder 600 mennesker i Hundested Hallen og der kommer 300 gymnaster ind.
Benene ryster dog ikke så meget længere hos Anni Brunslev, når hun skal have mikrofonen i hånden. For man må sige, at hun har opbygget en vis rutine i opgaven med næsten 35 år som formand for Gymnastikforeningen Hundested, der lørdag fejrer 50 års jubilæum med reception i Hundested Hallen kl.11.00-13.00 og efterfølgende jubilæumsfest om aftenen.
Gymnastikforeningen Hundested blev stiftet 27. februar 1964 i klasselokale nr. 1 på Storebjergskolen. Anni Brunslev har været aktiv i foreningen stort set fra starten i 1964. Udover at være formand på 35. år er hun selv stadig aktiv på tre hold om vinteren og tager idrætsmærke om sommeren. Programmet lyder på zumba, skigymnastik og morgenmotionsholdet. Og når man bor tæt ved Hundested Hallen er det ikke noget problem som formand at hoppe på cyklen og trille ned ad bakken til hallen for at møde hold og instruktører, indimellem fire gange på en dag.
Men formandstjansen er det snart slut med, når lørdagens jubilæumsfejring er overstået. Hun stopper på generalforssamlingen 19. marts, hvor nye er klar til at tage over.
- Jeg bliver 70 til september, så er det på tide man holder op, siger Anni Brunslev, der i lørdags blev hædret af Halsnæs Idrætsråd for sin indsats og tidligere har fået flere andre hædersbevisninger.
Læs interview med Anni Brunslev i Frederiksborg Amts Avis fredag.