Dyreglad familie køber Zoopark

Næstved // Når Zoopark åbner 29. marts står en hel familie som nye ejere.

Jesper og Berit Møller Hansen har købt Zooparken, tigrene, bisonokserne, gederne og hele menageriet af Spoocky Sébastien Lambert.

Spoocky Sébastien Lambert er med i en gruppe investorer, der er tæt på at overtage den økonomisk skrantende Skånes djurpark i Sverige.

Dermed er familien Møller Hansen den tredje ejer af dyreparken, siden den åbnede på Ålestokvej i 2007. Men nu skal det være slut med at tale om skiftende ejere, bizarre optrin i dyreparken og tragedien om grundlæggeren, Peter Bo Rasmussen, der i 2011 dræbte sin eks-kone og skød sig selv.

- Der har været meget polemik, men vi starter på en frisk, siger Jesper Møller Hansen.

Nye tider

Familien, der ud over Jesper og Berit Møller Hansen består af Lærke på 15 år og Laura på 12 år, er i fuld sving med at give dyreparken et grundigt make-over.

Haven kan virke lidt nedslidt, så der skal males, hegnene skiftes ud, og der skal anlægges hyggelige spisekroge, hvor gæsterne kan spise deres madpakker. Græsarealerne ud mod omfartsvejen skal ryddes for gamle containere, og i stedet skal der plantes buske og træer.

Hjemme hos familien, der bor i Kalbyriskvarteret, er der masser af dyr. Haven er forvandlet til et sandt leben med masser af papegøjer i volierer. De har haft kaniner og høns, aber og næsebjørne derhjemme. Med en hel dyrepark til rådighed er familien nu også herrer over tigre, bisonokser, losser og dådyr.

Det er i sandhed en dyreglad familie, der er flyttet ind i Zoopark. Jesper Møller Hansen, 42 år, har altid enten haft dyr som profession eller som hobby. Sammen med sin hustru har han drevet dyrehandel og arbejdet på mink- og svinefarme. 37-årige Berit Møller Hansen er pædagog på Kalbyrisskolen, hvor de to døtre også har deres daglige gang.

- Opsparingen er røget til brug i Zoopark, konstaterer Jesper Møller Hansen.

Han er fuld af energi, og hele familien lægger kræfter i at få dyrehaven gjort pæn og indbydende, når gæsterne lukkes ind. Børnene brugte vinterferien på oprydning. For farmand er det et fuldtidsarbejde at genåbne Zoopark.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...