Det ligner jo nærmest demokratiets svar på kronregalier: En kæde, der hænges om halsen på den person, der er udpeget til at lede en kommune.
Men selv om Frederik III i juli 1661 forærede de fire borgmestre i København "hver sin Guldkiede og Kongens Medaille" som tak for deres indsats under svenskernes belejring af byen, går borgmesterkæden i den moderne udformning faktisk ikke særlig mange år tilbage.
Borgmesterkæden er naturligvis aktuel på grund af det nylige kommunalvalg. Og at kædens symbolværdi er stærk, kan man forvisse sig om, når man læser aviser. Her står kæden i overskrifterne ofte som et symbol på borgmestermagten. Det er jo også tanken med den - og blandt andet var kæden fremme i byrådssalen på Hillerød Rådhus, da borgmestermagten på et møde 11. december blev overgivet fra Kirsten Jensen til Dorte Meldgaard.
Faktisk blev borgmesterkæden først almindelig i Danmark efter kommunalreformen i 1970. Før den tid var det kun de større kommuner og enkelte lidt mindre købstadskommuner, der havde sådan en.
Traditionen startede i 1930'erne, og i 1966 kom Hillerød med. Det var i forbindelse med sammenlægningen af Frederiksborg Slotssogn, Nørre Herlev Kommune og Hillerød Kommune.
Her skænkede Hillerød og Omegns Bank borgmesterkæden til den nysammenlagte kommune, der nu havde nået en størrelse, så banken mente, at det ville være passende, om kommunens folkevalgte leder kunne smykke sig med hæderstegnet.
Kæden i Hillerød er i 14 karat guld, tegnet af Bjarne Weimar og lavet af guldsmedemester Paul A. Larsen, der i mange år drev butik og værksted i Slotsgade 10.
Kæden består af et stort skjold med Hillerød Kommunes byvåben fra 1966 - et blomstrende hyldetræ - med Frederiksborg Slot ovenover hyldetræet og 20 små skjolde.
Til venstre for hyldetræet er tidligere Nr. Herlev Kommunes byvåben, der viser Nr. Herlev Kirke, og herefter et skjold med Frederiksborg Slots logo. Til højre for hyldetræet er et skjold med Frederiksborg Slotssogn Kommunes byvåben, der viser en frederiksborghest, herefter et skjold med C4 - det refererer naturligvis til Christian IV, der byggede så heftigt om på faderens slot, at det nuværende må siges at være hans værk, og desuden grundlagde byen Nyhuse.
I 2007 blev kæden senest ændret. Her blev Skævinge og Hillerød Kommuner samt Uvelse valgdistrikt samlet i den ny Hillerød Kommune. Ved den lejlighed blev Hillerøds ny byvåben sat ind i skjoldet. Det ny byvåben afløste hyldetræs-byvåbnet, hvis design baserer sig på en fejlfortolkning af Hillerøds navn. Oprindeligt troede man, at Hillerød betød en rydning i hylden, men senere forskning har påvist, at Hille-delen i stedet refererer til et personnavn.
Borgmesterkæden er dekoreret med navnene på samtlige borgmestre, der har siddet i Hillerød Kommune siden 1958.
Kilder: Wikipedia, Anne Lise Hansen fra Hillerød Kommune med flere.