Hillerød: McDonald's i Hillerød, Herredsvejen 16, er netop blevet kåret til årets bedste restaurant blandt de 89 McDonald's restauranter landet over. Og det vækker glæde blandt medarbejderne og særligt restaurantchef Maja Pommer, der var med til at modtage den fornemme pris onsdag den 22. januar.
- Vi blev sindssygt glade, da vi fik prisen, og vi fejrede det hele aftenen, siger Maja Pommer, der har været restaurantchef på McDonald's i Hillerød siden oktober 2012.
Prisen gik til Hillerød-restauranten, der det seneste år har haft stor fremgang på både salgs- og gæstesiden. Ifølge Maja Pommer er det blandt andet en række tiltag for de yngre gæster og et stort fokus på personlig service, der har sikret de flotte resultater.
Andet år i træk
For indehaver Claus Strand er det andet år i træk, han kan bryste sig af den fornemme pris. Sidste år var det hans restaurant i Hørsholm, der vandt, og i år var det så hans restaurant i Hillerød, der strøg til tops. Og han er ikke i tvivl om, hvad successen skyldes:
- Det handler om at have nogle engagerede medarbejdere, der tager ejerskab over forretningen. Det engagement starter hos mig og smitter så af på restaurantchef, managers og helt ned til medarbejdere på deltidsniveau, der går ind og tager ejerskab. Jeg har været i branchen i 20 år og har faktisk ikke oplevet noget lignende, siger Claus Strand.
Og der er ekstra grund til fejring i Hillerød, for Nikolaj Brogaard fik prisen som Årets Assistent 2013 med hjem fra prisuddelingen
den 22. januar. Siden han startede hos McDonald's for fire år siden, har han gjort lynkarriere og er i dag en af McDonald's Brand Ambassadører.
Mandag den 27. januar mødes medarbejderne og drikker champagne og spiser kransekage for at fejre kåringen som Årets Restaurant 2013 Det følges op af en stor gallafest, hvor medarbejderne fra Claus Strands tre restauranter i Hillerød, Hørsholm og Birkerød skal feste og fejre hinanden til et storslået show.
