Af Maja Vindelev
Hillerød: Teatret Labcats forestilling »Dementia«, der indledte onsdag eftermiddag om demens i en fyldt Slotsbio, gik dybt ind hos publikum, der var en blanding af fagpersoner og pårørende eller venner til demente. Der var mange genkendelige situationer i stykket, der handlede om Ingrid og Jørgen, hvor Jørgen får demens og kommer på plejehjem. Efter en pause med kaffe og kage var der foredrag ved den demenskyndige Vibeke Drevsen Bach under titlen »Blomstring med demens - en rejse fra Jorden til Månen.
Avisens udsendte hørte første del af det spændende foredrag, der var tæt forbundet med teaterstykket. Vibeke Drevsen Bach indledte med at fastslå, at det handler om, at man ser den demente som et medmenneske, og ikke bare som en person med demens.
Hun brugte et billede, hvor hun sagde, at det at få alzheímer, der er en snigersygdom, er som at få en enkeltbillet til Månen, mens de pårørende får en returbillet, så de kan rejse på besøg på Månen og retur til Jorden.
- Rejsen til Månen foregår lidt i ryk, men man oplever undervejs, at alt bliver anderledes, og man mister fornemmelsen for alt på Jorden. De pårørende kan vælge at blive på Jorden, eller også kan de tage med til Månen og rejse frem og tilbage. Hvis ikke de gør det, udvikler den dementes sygdom sig med lynets hast, sagde Vibeke Drevsen Bach.
Hun forklarede herefter, at det i stykket var vigtigt, at Jørgen, der havde været lærer, fik sin taske med på plejehjemmet.
- Heri er Jørgens identitet, og tasken har været en trofast følgesvend gennem livet. Det værste er, hvis man som dement ikke får de kendte genstande omkring én med på plejehjem, sagde foredragsholderen.
Lad være med at rette
I stykket så man, hvordan Jørgen stod af eller blev vred, når der skete ting, han ikke forstod. De demente er ude på en særlig rejse, hvor de blandt andet springer i tid og rum, og det er svært at leve med uden at korrigere dem.
- Folk på Jorden vil hele tiden fortælle, hvad der er det rigtige. Men hvad, hvis virkeligheden på Månen er den rigtige? For hver gang vi retter, skubber vi den demente person længere ud i angst og lidelse. Det handler om to forskellige virkeligheder, og folk på Jorden kan rejse frem og tilbage, mens folk på Månen ikke kan rejse tilbage. Til sidst i stykket går Ingrid ind på Jørgens præmisser i hans verden, da hun laver en papirhat og sætter den på hovedet.
- Det er en fin hat, siger Jørgen. Den tager vi. Skal den pakkes ind? Ingrid risikerer noget ved at sidde med papirhatten, for tænk, hvis personalet var kommet og havde set Ingrid, der måske er 85, med en papirhat på hovedet. - Manden er dement, men nu er det også galt med konen, kunne det så lyde.
- Vi skal lære at rejse med til Månen - det gør man ikke mange steder i dag på institutionerne. Men forestil jer, at vi siger: I kommer ikke til at rejse alene. Og til sidst i stykket kan man se, at Ingrid også er ved at knække koden, sagde Vibeke Drevsen Bach.
