Høje-Taastrup: SF vil have undersøgt de lokale konsekvenser af den nye kontanthjælpsreform, som blandt andet betyder, at kontanthjælpsmodtagere får gensidig forsøgerpligt, hvis man er samboende.
Nu ønsker SF oplyst, hvor mange der er faldet eller vil falde for reglen om gensidig forsøgerpligt i Høje-Taastrup Kommune, skriver DAGBLADET Roskilde.
- Overordnet set er kontanthjælpsreformen positiv med hensyn til at få personer væk fra offentlig forsørgelse og til uddannelse eller selvforsørgelse. Men det udfordrer kommunen og den indsats, der skal ydes i Jobcentret, fordi vi risikerer, at personer på kontanthjælp mister eksistensgrundlaget. Det kan betyde, at familier ikke kan betale husleje og skal finde ny og billigere bolig, og det er ikke nemt. Samtidig kan det gå hårdt ud over børnene i en familie, når familier mister forsørgelse fra den ene dag til den anden, siger Conny Trøjborg Krogh (SF).
Derfor stiller SF forslag om en ekstraordinær indsats i Jobcentret for at hjælpe de personer, som står uden for jobmarkedet, eller som endnu ikke er i gang med en uddannelse.
Forslaget fra SF skal behandles på årets første byrådsmøde, som er den 28. januar klokken 18.00.
