Tit skal der ikke så meget til for at det kan ses og mærkes. Skønhedsklinikken Creme de la Creme åbner tirsdag kl. 10 i Benettons tidligere lokaler i Hørsholm Midtpunkt. Og selvom klinikken kun er flyttet lige rundt om hjørnet og bare er blevet 30 kvadratmeter større end i den hidtidige klinik bag centerkontoret, er der en verden til forskel for den lokale udgave af Creme de la Creme og dens kunder.
"Ud over vores klinik og behandlingstilbud kommer vi nu også til at være en butik med meget mere kosmetik og parfumevarer på hylderne," fastslår kosmetolog og ejer af Creme de la Creme, Karin Foged.
For Karin Foged er butikken i Midtpunkt opfyldelsen af en drøm, som hun har haft med sig, lige siden hun i 2004 åbnede Creme de la Creme i Helsingør. En drøm som er fortsat med åbningen af en butik mere i Holte Midtpunkt i 2007 og klinikken i Hørsholm i 2010.
"Hørsholm har alle typer kunder og trækker mange til udefra. Derfor har jeg altid gerne ville have en butik i Midtpunkt. Men muligheden og de rette lokaler dukkede først op nu," siger kosmetologen, der driver Creme de la Creme med ægtemanden, Lars Magnusson, der stammer fra Hørsholm.
Med åbningen af den nye butik i Midtpunkt udvider Karin Foged medarbejderstaben i Hørsholm til fem faste medarbejdere fordelt på to ekspedienter, to behandlere og en elev. Og hvor hun hidtil næsten kun har opholdt i Helsingør, vil hun fremover være cirka halvdelen af tiden i Hørsholm.
"Jeg ser store muligheder i stedet her og tror, at vi nok skal få mange kunder herop på første sal," siger Karin Foged, der blandt andet vil satse på arrangementer for forskellige kundegrupper.
"Til gengæld vil du ikke se så mange udefra kommende eksperter og kendisser. For vi har jo selv alle kompetencer og eksperter i butikken her i Hørsholm nu," smiler Karin Foged, der lægger ud med et makeup-arrangement for elever fra NGG.
Creme de la Creme åbner som sagt sin nye butik tirsdag kl. 10, hvor der vil være en række åbningstilbud på både varer og behandlinger i butikken.