"Museum kan blive tvunget til at flytte", lyder overskriften i dagbladet "Sjællandske", onsdag 22. maj, så man næppe tror sine egne øjne.

Men ganske rigtigt, både byrådspolitikere, men også direktøren for Museum Sydøstdanmark, Keld Møller Hansen, viser sig ganske fremkommelige for planen.

Sidstnævnte udtaler sig ikke imod planen, som flere af hans udtalelser til avisen afslører, for han kan "sagtens se ideen i at samle museerne et sted", som der står.

Og det sted er såmænd, at flytte Møns Museum langt ud på Museumsgården i Keldbylille, en nydelig, firlænget gammel bondegård, men proppet til randen, som formanden derude selv antyder.

Måske ufrivilligt, og dog med forbehold, afslører Keld Møller Hansen sig, som den det er lykkedes for, at få politikerne med på den bundløse galej, nemlig at sælge Møns Museums hjemsted, den gamle Empiriegården, til kontorlokaler.

Dette trodser alt, hvad vi hidtil har hørt fra vores politikere om ugennemtænkt planlægning.

Men samtidig må man jo indrømme, at der ganske langsomt hen over tiden, er skruet ned for alle aktiviteter omkring Møns Museum.

Blandt andet ved at sende det meste af arvegodset i depot på Holmegård, for nu skulle vi være kulturhistorisk museum for hele kommunen, (tag den, ude på Museumsgården!), efter det var lykkedes at nedlægge det spændende lokalhistoriske museum i Vordingborg, der lå i en længe fra Prins Jørgens Gård på ruinterrænet.

Og det til fordel for det ambitiøse, adels-snobbede Borgmuseum, som med sit ringe besøg æder af museums-midlerne på trods af et stort, ekstraordinært årligt tilskud fra kommunen.

Med den rette øverste ledelse og egne midler ville Møns Museum kunne genopstå, som vi kendte det.

Som det aktive center for fortid og nutid, en gevinst for det lokale liv og et spændende turismecenter, svært at undgå, men også Møns hjerte og identitet med de store samlinger af skrifter, billeder og fotos.