STARK lukker kæmpe showroom i Hillerød

Byggecenterkæden STARK har besluttet at lukke deres showroom, kaldet STARK Byggedesign, på Krakasvej i Hillerød.

SARK fortsætter dog aktiviteterne i Hillerød og samler dem på Industrivænget, hvor kunder og medarbejdere fra showroomet bliver flyttet over efter nytår.

Det 2400 kvadratmeter store showroom, hvor både virksomheder og private har kunnet finde inspiration til deres byggeprojekter, har ligget der i otte år. Men i et ønske om at fokusere kræfterne på kerneforretningen, har STARK nu valgt at lukke showroomet, fortæller STARKs regionale salgsdirektør for Sjælland Jens Havsholm i en pressemeddelelse:

"Vi må konstatere, at det at drive et showroom ikke er vores kerneforretning. STARK Byggedesign har været et godt sted at søge inspiration, men i en branche, hvor der er stærk konkurrence, må vi fokusere på det, vi er bedst til," lyder det fra direktøren, som mener, det er at "sælge kvalitetsmaterialer, yde professionel service til vores kunder og gøre indkøbsturen effektiv for håndværkeren".

De ansatte i showroomet fortsætter med at arbejde hos Stark, bare én kilometer henne ad vejen på Industrivænget.

"Vi er rigtig glade for, at vi har kunnet finde en løsning, hvor alle medarbejdere er tilbudt nyt job i STARK. Nu er det eneste egentlig bare at få lukket lokalerne godt ned og fortsætte som vanligt i STARK Hillerød, hvor vi nu bliver lidt flere," slutter Jens Havsholm.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...