Nu kommer borgerservice ud med bus

Borgertorvet og Egedal Bibliotekerne tester i januar en ny opfindelse; en Borgerbus, der vil køre rundt i Egedal Kommune to gange i januar.

Her kan borgere eksempelvis bestille pas og få vejledning i selvbetjeningsløsninger. Det vil være muligt at bestille tid på forhånd, hvis man ønsker at få nyt pas.

Derudover vil biblioteket kunne tilbyde en bogpose, som passer til hele familien. Den vil kunne bestilles på forhånd eller lånes direkte hos bibliotekets ansatte i Borgerbussen.

"Vi vil som noget nyt afprøve et koncept, hvor borgerne ikke behøver at komme ind til os på rådhuset, men hvor vi kommer ud i landsbyerne", siger Bente Stonor Nielsen fra Center for Borgerservice.

Borgerbussen kommer forbi Ganløse tirsdag den 12. januar, hvor borgerne kan bestille tid til at få lavet pas i et lokale inde på Ganløse Skole fra kl. 15.00 til 17.00, mens bibliotekets personale vil være at finde i Borgerbussen ude foran skolen. Fra kl. 17.00 til 18.00 vil alle medarbejderne være i Borgerbussen og tilbyde hjælp til selvbetjeningsløsninger.

Borgerbussen kommer forbi Børnehuset Blomsterhaven i Slagslunde tirsdag den 19. januar, fra kl. 15.00 til 18.00. I Slagslunde kan borgerne få lavet pas inde i Blomsterhaven fra kl. 15.00 til 17.00 og kl. 17 til 18 vil Borgertorvets personale igen være at finde i Borgerbussen, hvor de tilbyder hjælp til selvbetjeningsløsninger.

Bibliotekets personale vil i hele tidsrummet være at finde i Borgerbussen og tilbyder også denne dag biblioteksposer pakket efter de enkelte familiers ønsker.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...