Stor Netto tager livet af den lille

Når den nye 765 kvadratmeter rummelige Netto i Korsgade i Slagelse slår dørene op i næste uge, onsdag den 9. december, så lukker Rosengårdens ditto. Åbningen af netop den nye butik har dog også fået konsekvenser for døgnNetto på Sdr. Stationsvej, hvis kasseapparater i mandags bippede for sidste gang.

- Vi har svært ved at få plads til både kunder og varer, så derfor lukker vi de to små supermarkeder og åbner en ny og meget større butik i Korsgade, fortæller Carsten Hadsbjerg, Nettos udviklingschef.

Det forlyder dog samtidig, at det er tilbagevendende underskud, som har gjort, at døgnNetto ved stationen har vist sig som en mindre solid forretning i forhold til de øvrige supermarkeder i Slagelse by.

Carsten Hadsbjerg vil imidlertid ikke ind på økonomien i forhold til placeringen på Sdr. Stationsvej og slår i stedet fast, at eksempelvis manglende parkeringspladser på adressen, hvor også Syddansk Universitet har til huse, har udgjort en akilleshæl.

- Vi har ganske enkelt ikke plads til, at kunderne kan komme rundt. Hverken der eller i Rosengården, fortæller han og tilføjer, at lukningen sker som led i en strategi om at få at mere plads færre steder i byen.

Perron 1-bygningen ejes af det svenske firma Niam, som bekræfter lukningen og siger, at der ingen nye lejere er på bedding.

Det forlyder imidlertid, at der på sigt kan blive tale om en ny dagligvareforretning - hvis altså ikke universitetet udvider foretagendet og dermed lægger billet ind på det tidligere Netto-lejemål. Det vil Niams danske landechef, Kristian Krogh, dog ikke kommentere.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...