Uddannelses-chef takker af

Efter 19 år på posten trækker Eva Hofman-Bang, direktør for CPH-West, sig tilbage for at gå på pension.

I den forbindelse har uddannelses-institutionen sendt følgende omtale:

"Der er sket meget for uddannelsesinstitutionen CPH West, siden Eva Hofman-Bang tiltrådte som direktør i 1996. Og historien om Eva Hofman-Bang, som pr. 16. december går på pension, er i høj grad også historien om CPH WEST. Den nu afgående direktør har været med til at udvikle CPH West fra, hvad der i 1996 var Vestegnens Handelsskole i Albertslund med godt 500 elever og 50 ansatte, til det, der i dag er en af Storkøbenhavns største uddannelsesinstitutioner med ca. 4000 elever, 450 ansatte og gymnasier og erhvervsuddannelser i både Albertslund, Ballerup, Ishøj, Taastrup og København.

Det kan virke som skæbnens ironi, at Eva Hofman-Bang oprindeligt søgte stillingen på Vestegnens Handelsskole for at komme til en mindre skole end den, hun forlod (Espergærde Gymnasium, red.). Men det er alligevel en stolt og tilfreds direktør, som kan gøre status over det CPH WEST, hun forlader.

"De seneste 19 år har været noget af en rejse for både CPH West og mig selv. At vi i dag er en skole, der via uddannelse giver så mange unge mennesker over hele Storkøbenhavn de bedste muligheder i fremtiden, ser jeg på med stor stolthed. CPH West har gennem de seneste mange år været toneangivende i forhold til at løfte uddannelsesniveaet og -udbuddet i Storkøbenhavn. Det har også betydet, at vi har kunnet præge integrationen gennem uddannelse, hvilket jeg ser som en af vores største forcer", siger Eva Hofman-Bang og understreger, at CPH Wests udvikling har været dybt afhængig af dygtige og engagerede medarbejdere og samarbejdspartnere.

"Man udvikler sig ikke bare fra at være en handelsskole i Albertslund til en uddannelsesorganisation som CPH WEST uden en masse dygtige medarbejdere og samarbejdsvillige kommuner. Vi har heldigvis været velsignet med begge dele", siger Eva Hofman-Bang.

Selv om tiden hos CPH West ikke har budt på undervisningsopgaver, har Eva Hofman-Bangs baggrund som gymnasielærer i dansk, religion og oldtidskundskab bevirket, at hun ofte har fungeret som den praktiske part i flere uddannelsespolitiske spørgsmål gennem de seneste år.

Hun har blandt andet siddet i Globaliseringsrådet og været en del af det såkaldte Rejsehold, som i 2010 blev sat i verden for at give den danske folkeskole et kvalitetstjek. Selv mener hun, at arbejdet med gymnasiereformen i 2005, hvor hun som medlem af og senere formand for Rådet for de Gymnasiale Uddannelser var stærkt engageret, er blandt de største uddannelsespolitiske udfordringer, hun har været med til at løse.

"Når jeg kigger tilbage på nogle af de opgaver, som har ligget inden for det overordnede uddannelsespolitiske område, vil gymnasiereformen nok stå som den største og mest omfangsrige opgave, jeg har været med til at arbejde på. I mine mange år i bestyrelsen for Danmarks Evalueringsinstitut har jeg haft fornøjelsen af at kunne se, at intentionerne bar frugt i form af praktiske resultater", siger Eva Hofman-Bang.

Privat er Eva Hofman-Bang gift med Claus og bor i Kvistgård i Nordsjælland. Hun har to børn og tre børnebørn, som hun nu glæder sig til at få mere tid til.

"Jeg har faktisk haft så travlt indtil det sidste, at jeg ikke rigtig har haft tid til at tænke på, hvad jeg nu skal i gang med. Det bliver sikkert lidt mærkeligt at have så meget tid til overs fra den ene dag til den anden, men jeg er nu ikke bange for at komme til at kede mig. Jeg læser meget, og jeg har tre børnebørn, som jeg skal bruge tid på, og så glæder jeg mig til at få mere tid til at sejle i familiens båd, ligesom sommerhuset i Holsten også kan få mere opmærksomhed", slutter den afgående direktør, der også fortsætter i bestyrelsen på Arken i Ishøj, hvor hun har været bestyrelsesmedlem i en række år."

CPH West fra 1996-2016:1996-1998 Vestegnens Handelsskole i Albertslund1998 - Vestegnens Handelsskole fusionerer med Handelsskolen i Ishøj1999 - Albertslundafdelingen flyttes til ny skolebygning i Høje Taastrup2005 - Handelsskolen Ishøj og Taastrup fusionerer med TESE (Teknisk Skole Ishøj og Frisørskolen for Storkøbenhavn, fusioneret i 2003) og bliver til CPH West2007 - Ishøj Amtsgymnasium bliver en del af CPH West2009 - BEC Business (Handelsgymnasiet i Ballerup og HG Ballerup) bliver en del af CPH West2009 - CPH West, gymnasierne i Ishøj bliver en realitet med alle tre gymnasie-retninger under samme tag i Ishøj2010 - Afdelingen i Høje Taastrup omdannes til kursusafdeling og uddannelse for voksne2014 - Albertslund Gymnasium & HF (tidligere Kongsholm Gymnasium) bliver en del af CPH West2015 - CPH West åbner Albertslund Tekniske Gymnasium.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...