Nu åbner Sushimania i VestsjællandsCentret i Slagelse. På et ikke tidligere udnyttet hjørne i centret er sushi-kæden lige ved at være klar med sit første spisested på Sjælland.
Sushimania er i dag fire steder i Aalborg, to steder i Aarhus, i Herning, Randers, Viborg og Hjørring.
Det er Sinne og Peter Lagrolet, der har stiftet det hastigt voksende firma, og det er Jakob Marino, der står for fremstødet på Sjælland i samarbejde med Karam Ayad, der driver de to steder i Aarhus.
Jakob Marino fortæller, at Sushimania først og fremmest går efter at komme ind i butikscentre, og da muligheden dukkede op i VestsjællandsCentret, var det oplagt at satse på byen, hvor der i forvejen er flere sushi-spisesteder. Det ser han nemlig som en fordel, for så har byen vist, at den er til den asiatiske fiskespise.
- Og vi er i dialog om fire andre steder på Sjælland. Vi regner med at være oppe på tre-fem steder på Sjælland om et halvt år, siger Jakob Marino til Sjællandske.