Min mission var at lave en af Sjællands bedste specialskoler. Jeg er nået 90 procent.
Sådan siger 48-årige Kim Lyngemark. Han er uddannet pædagog og skoleleder på Tornemark Dagskole, der er en privatejet specialskole og et dagbehandlingstilbud for børn og unge i alderen seks til 17 år.
Tilbage i 2004 valgte Kim Lyngemark - efter tre år som souschef - at købe skolen og gå i gang med at udleve drømmen om at skabe et sted, der kan bringe børn og unge, som er blevet opgivet andre steder i systemet, tilbage på rette vej.
- Man prøver at inkludere dem i folkeskolen, men de har ikke de rammer, som børnene her kræver. Vi er kun os, og rammerne er nogle helt andre, end hvad folkeskolen tilbyder, fortæller skolelederen.
- Vi skal skabe helt nye relationer og en tryg base for eleverne. Vi kommer ind, hvor alle andre har givet op, konstaterer Kim Lyngemark overfor avisen.
De små succeser
Tornemark Dagskole har eksisteret siden 1999. Der er plads til 35 elever på skolen, hvor der i øjeblikket går 27 elever.
For Tornemark Dagskole handler det om at møde hver enkelt elev lige der, hvor eleven er og tage udgangspunkt i den enkeltes ressourcer. Skolen har elever, som blandt andet har været ude i stofmisbrug, udsat for vold og omsorgsvigt i hjemmet og børn, der ikke har gået i skole i en længere periode.
- Børnene bliver henvist fra kommunerne, når folkeskolen ikke magter dem. De fleste har kæmpe sociale problemer, og vi skal lære dem helt basale ting. De skal lære at begå sig, fortæller Jannie Christiansen, der er faglig leder på Tornemark Dagskole.
- Hvis de ikke er trygge, kan de heller ikke lære noget. Struktur er altafgørende. Her mærker børnene, at der er en voksen, der møder dem og som kan rumme dem. Der skal så lidt fremgang til, at de får lyst til at gå i skole. De små succeser betyder rigtig meget, pointerer hun.
Læs mere i Sjællandske, torsdag.