Heidi hjulpet til at forblive bedemand

49-årige Heidi Nielsen er 4. generation som bedemand i familiefirmaet Korsør Ligkistemagasin i Jens Baggesensgade i Korsør. Men det seneste år har det været stadigt vanskeligere for hende at passe forretningen og sine arbejdsopgaver.

- Naturligvis er der mange skæbner, der er værre end min, men jeg blev faktisk slået helt ud, da jeg fik dommen på Glostrup Sygehus, at der ikke var mere at gøre for mit nedsatte syn.

Jeg måtte leve med det. Og jeg kunne ifølge lægerne blot håbe på, at det ikke blev værre, siger Heidi Nielsen til Sjællandske.

Men galt var det allerede.

- Bilkørsel blev vanskeligere og vanskeligere for mig. Skiltene var ofte blot grålige nuancer, og det krævede en kæmpe koncentration af mig at begå mig som bilist. I mørke var det stort set umuligt, siger Heidi Nielsen.

Tankerne var mange. Hvad med forretningen? Bedemand uden kørekort var ikke en mulighed. Var der mon hjælp at få?

Svaret var ja. Hjælpen til sikring af hendes firma og arbejde som bedemand hed »personlig assistance«, og det er en ordning, der er henvendt til handicappede, som på den måde sikres, at de kan beholde deres arbejde.

- Jeg blev virkelig fornemt behandlet af virksomhedskonsulent Bjarne Mikkelsen fra Jobcenter Slagelse, der forklarede om ordningen, hvor jeg kan få løntilskud til en chauffør, så jeg fortsat kan passe mit arbejde. En stor hjælp midt i det mørke jeg ellers i mere end én forstand befandt mig i, forklarer Heidi Nielsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...