VISION I disse tider med visionsproces for Halsnæs er der dukket et satirisk indslag om emnet op på redaktionens bord. Billedet er lavet af "Liselejekunstneren" med kunstnernavnet Sinclair Z, der døde i 2004. Maleriet er fra 1974.
Den lille krumryggede mand med butterfly og malerpletter på jakken var engang en kendt skikkelse i Liseleje, som han skildrede via farverige malerier med spøjse figurer - herunder denne fremtidsvision.
"Jeg håber ikke, dette visionsmaleri, som jeg modtog på min 70 års dag, skal blive virkelighed. Man ser ned over en idyl, som er blevet forvandlet til et mareridt," skrev en Poul Westphall om maleriet, der er fra 1974.
Herefter beskriver West-phall rædslerne i fremtidsvisionen: En skyskraber i beton og glas med front mod stranden. Et kæmpemonument af "A. Thomas", en lufthavn og mærkelige fartøjer. Hoteller står som en mur af "turist-siloer" langs kysten. Et kasino, en opera mm. fremgår også af maleriet. Gå selv på opdagelse!
Kunstneren talte om "The Nova Multi Million Gold Coast", som han frygtede, ville opstå i fremtiden.
Budskabet må være: Visse visioner kan købes for dyrt...