I Furesø Kommune har eleverne på fire skoler taget ansvar for at reducere udledningen af CO2, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Blandt andet på Lille Værløse Skole, hvor kommunens ambassadør koordinator Stine Rahbek Pedersen for nylig var ude og overrække præmier.
Her går elevernes indsats hånd i hånd med tekniske forbedringer - det har ført til en reduktion af strøm og varme på 100.000 KWh.
På Stavnsholtskolen, hvor eleverne og lærerne i indskolingen har taget action på klimaet og reduceret hele skolens forbrug, vankede der også præmier.
- Der er otte seje klasser, der har gjort den helt store forskel, kun med adfærd - de otte klasser har reduceret forbruget af strøm og varme med 50.000 KWh. Lyngholmskolen er den tredje skole der fortsat kæmper for at reducere udledningen af CO2 med adfærd. Sammenlagt har de tre skoler reduceret forbruget af el og varme med 230.000 KWh fra januar til november i 2015 sammenlignet med den samme periode i 2014, forklarer Stine Rahbek Pedersen.
Hun finder det virkelig positivt, at Furesø Kommunes ambassadører er i stand til at levere så markante resultater på klimaområdet.
