Det kan godt være svært at se, om en kinesisk porcelænsvase er tudsegamme eller lavet i dette årtusinde. Dertil kræves omfattende viden om kinesisk porcelænshistorie. Når det handler om at sætte et tal på antikvitetshandler og marskandiser Frede Rasmussens alder, må man også ty til gætteri. For det er svært at forstå, at Kildevang Antiks indehaver nu fylder 70 år mandag 4. januar.
Man kunne mistænke, at det ikke skyldes en trylledrik men konserverende midler, når Frede Rasmussen holder sig lige så godt som alle de antikke varer, han sælger.
I antikvitetsbutikken i laderne og på lofterne på den tre-længede gård Kildevang på Hammervej 52A i Hammers udkant har Frede Rasmussen været fuldblods antikvitetshandler i en snes år. I den flere hundrede kvadratmeter store udstilling kan man finde alt, hvad hjertet kan begære af små og store antikviteter, smykker og retro-varer iscenesat i de mest eventyrlige omgivelser.
For fortiden fornægter sig ikke: Da den isenkræmmeruddannede Skive-dreng flyttede over på djævleøen Sjælland fik han en glorværdig karriere som dekoratør og var bl.a. ansat en række år hos SAS, hvor han dekorerede butikker og vinduer i lufthavne. Her fik han flair for at »sælge varen«, og den har han stadig.
Gården i Hammer flyttede han og hustruen Irene til for 46 år siden, og det var blandt andet udsigten over markerne til Dybsø og Svinø der trak. Samt den gode plads og måske også det faktum, at gården kunne erhverves for 60.000 kroner.
Sideløbende med det faste dekoratør-job i København begyndte Frede Rasmussens samler-gen er springe ud i fuldt flor. Der var jo plads nok på en gård til alt det spændende, han fandt rundt omkring på egnen.
- Min hustru sagde en dag, at skulle jeg have mere proppet ind i huset, skulle jeg altså begynde at sælge noget også. Så det måtte jeg så begynde at gøre, siger Frede Rasmussen med et smil.
Laden, hvor egne og andres heste havde været opstallet, blev løbende sat i stand. Ligeledes måtte loftet hen ad vejen inddrages og også sidelængen er i dag fyldt fra gulv til loft med kasser af antikviteter og loppemarkedssager på reoler. Ned fra længens tagbjælker hænger et par flyvemaskiner i træ - dog uden plads til passagerer.
En af de første »rigtige« antikviteter til butikken for 20 år siden var et antikt skab hentet i Sverige. Af uforklarlige årsager står det stadig i butikken og er til salg, hvad mange ikke tror. For både dette skab og øvrige møbler i den tidligere stald er fyldt med endnu flere antikviteter til salg. Ting som glas, keramik, figurer, lamper, nips, skibseffekter, ure og dukker kommer til ære og værdighed igen.
- Men led efter prismærkerne, som er sat på alle vores tusindevis af varer - for det hele sælges altså, siger datteren Rikke Fog, der for to år siden blev en del af familiefirmaet, da det blev et interessentselskab. Hun brænder selv for antikviteter og er dermed kørt i stilling som næste generation antikvitetshandler. Hun har netop sagt farvel til et godt job i Nykredit efter et års orlov,som hun har brugt sammen med faderen i butikken og på landevejene efter nye antikviteter.
Alle butikkens varer kommer fra nær og fjern. Hentet på dødsboer, købt på markeder eller af private. »Købt som skrammel og solgt som antikviteter«, som er den stående joke blandt handlere og sælgere.
- Men det er blevet meget svært at købe »guld« for en slik. Med internettet er sælgere - private som professionelle - udmærket klar over, hvad de sælger, og hvad den er værd. Det meste kan man slå op på nettet og ofte få salgspriser serveret samtidig. Det gør det svært for os at få en rimelig avance, understreger Frede Rasmussen, mens han viser juleudsmykningen, der med hans sans for dekoration er en antik kane med ditto nisser og nok så usædvanligt: En udstoppet elgkalv som trækdyr.
Men det kribler og krabler stadig hos den snart 70-årige og hans 41-årige datter, når de kører ud til et dødsbo. Som når en guldgraver bliver ved, år efter år, at vaske grus i håb om at finde »A gold nugget«.
- Det sætter adrenalinen i gang. Og det sker da, at vi graver noget rigtig spændende frem, når vi mindst venter det. Som f.eks. da vi fandt en meget sjælden PH gulvlampe eller en Hansen-Reistrup gulvvase, der havde været med til Verdensudstillingen i Paris, samme år som Eiffeltårnet blive indviet, fortæller Frede Rasmussen.
Alle kan faktisk følge med i, hvordan det kribler og krabler i Frede Rasmussen og datteren Rikke Fog, når de er på jagt efter nye, spændende varer til antikbutikken. Hele landet kender nu familien, når de handler i »Skattejægerne« på DR1 eller når Rikke Fog deltager i »Antikduellen«, hvor hun afprøver sit handels- og vurderingstalent.
Marskandiseren og antikvitetshandleren gør ikke meget ud af at markere 70 års dagen 4. januar. Men omgangskredsen er da velkommen til at kigge forbi, som han siger. For han har ikke tænkt sig at sætte punktum og overdrage det hele til datteren endnu. For der er travlt for to i Kildevang Antik, der også er kommet på internettet. Med hjemmeside, facebook og Instagram. I den virkelige verden kan man også se antikbutikkens varer på messer, og når der holdes åbent hus og julestue på Hammervej 52A.
- Så længe jeg synes det er sjovt, bliver jeg ved og, vi holder åbent i butikken ugens fire sidste dage fra klokken 10 til 17 og efter aftale, siger Frede Rasmussen.
De øvrige af ugens dage bruges primært på at køre rundt efter nyt gammelt sammen med datteren. Den tidligere købmand i Hammer med mere, hustruen Irene Rasmussen, passer som det naturligste butikken, hvis interesserede vil kigge forbi, når mand og datter er på tur i det sydsjællandske med den halvrustne kassevogn. På eventyr efter den guldklump af en antikvitet, der venter lige om hjørnet ved det næste besøg.