Billedserie: Mystiske hænder på havn går verden rundt

Først stak der pludselig et par hænder op af vandet i havnen. Så blev den ene hånd forvandlet til en fuckfinger, og senest modtog redaktionen på Helsingør Dagblad skulpturens lillefinger sammen med et brev underskrevet »De to hætteklædte«.

Imens er historien blevet delt og diskuteret flittigt på sociale medier. Og det er langt fra kun i vores egen lille andedam, at snakken er gået, skriver Helsingør Dagblad.

Således delte den verdenskendte amerikanske, feministiske muslim og forfatter, Amina Wadud, fornyligt et billede af hænderne på sin instagram-profil.

Det samme gjorde Sonia Azul Suárez, der er universitetsstuderende i den spanske by Valladolid, på sin facebook-side. Det har hun indtil videre høstet næsten 1000 »likes« på, mens omkring 2500 har delt hendes opslag.

Torsdag bragte Politiken hænderne på deres forside, og inde i avisen var der interview med den anonyme kunstner, ligesom en række lokale notabiliteter fik lejlighed til at udtale sig i den landsdækkende presse.

Vækker glæde

Helsingør er altså virkelig på det kulturelle verdenskort i disse dage.

Det glæder man sig over hos Visitnordsjælland, der står for den turistmæssige marketing af Helsingør.

- Det understøtter det image, at Helsingør er en fantastisk kulturby. At en kunstner på den måde lykkedes med at få italesat noget aktuelt via sin kunst i Helsingør, er vi jo selvfølgelig glade for. At det breder sig på den måde jo en super branding og reklame for Helsingør, siger Annette Patersen, der er direktør for Visitnordsjælland.

Kunstneren bag hænderne, der stadig ønsker at være anonym, er, ikke overraskende, også glad for den opmærksomhed hans værker har fået.

- Det er utroligt dejligt på den måde at få lov til at sætte noget på dagsordenen. Jeg må sige, at jeg er ret overvældet over opmærksomheden. Og så er det bare virkelig spændende at observere den proces, der er i gang, siger kunstneren »JB«, hvis egentlige identitet er kendt af Helsingør Dagblad.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...