Der kan være god grund til at undersøge prisen, inden du skal til tandlægen og have ordnet dine tænder. For eksempel hvis det gælder en porcelænskrone.
Prisniveauet varerier nemlig meget i Hørsholm, og der kan være op til et par tusind kroner at spare på at få en krone. Det viser en rundringning, som Ugebladet har foretaget til en række lokale tandlægeklinikker.
Hvor tandlægerne i mange år har set patienter tage til udlandet for at få ordnet bisserne billigere, er konkurrencen indenfor landets grænser blevet yderligere skærpet efter kæden 'Godt Smil' har bredt sig til flere danske byer.
Senest i Hørsholm, hvor kæden åbnede en stor klinik i begyndelsen af oktober med en markedsføring, der lovede besparelser på op mod 40 procent på prisen.
Mens 'Godt Smil' opkræver 3.810 kroner for en dansk produceret fuldkeramisk krone (ekskl. røntgen og bedøvelse), så ligger prisen fra 5.750 til 5.995 kroner hos fire ud af seks tandlæger, som Ugebladet har været i kontakt med.
En enkelt klinik oplyser en pris på cirka 5.000 kroner, mens tandlæge Heidi Lund i Hovedgaden har taget konkurrencen op med Godt Smil og er kun er marginalt dyrere med 3.995 kroner.
Selvom om der er tale om en fuldkeramisk krone produceret i Kina, tilbyder hun præcis samme garanti som en dansk produceret krone.
"Jeg står fuldt ud indenfor kvaliteten, og de bliver også tjekket på et dansk laboratorium," oplyser hun.
Heidi Lund erkender, at tandlæger generelt bliver mere presset på priserne i dag. Det er dog ikke alene Godt Smils tilstedeværelse i byen, der har fået hende til at tilbyde sine patienter en prisbillig krone.
"Jeg oplever, at der er øget efterspørgsel hos flere patienter på en billigere løsning, og det har jeg gerne ville imødekomme," siger Heidi Lund, der i forhold til hendes priser ikke mener, at Godt Smils markedsføring holder vand.
Hun er dog ærgerlig over, at det i højere grad er prisen, der bliver afgørende.
"Jeg håber da, at patienterne tænker tillid til tandlægen, der laver det. Det er det vigtigste," mener Heidi Lund.
Den opfattelse deler en anden Hørsholm-tandlæge Susan Stougaard.
"Priserne er blevet et konkurrenceparameter, og jeg er da ked af, at det er sådan. Jeg mener, at man skal lægge vægt på, at vi er tand-LÆGER, og ikke en købmandsforretning. At gå til tandlæge er først og fremmest en tillidssag," lyder det fra Susan Stougaard.
I øvrigt mener hun, at en del af de store prisforskelle også skal forklares i forskellige porcelænstyper og kvaliteter. Det gør en direkte prissammenligning vanskelig.
En holdning et par andre tandlæger også har givet udtryk for, dog uden at de ville have deres navn i avisen.