Borgmester i Vordingborg siden januar 2014, Knud Larsen (V), bekræfter nu, hvad de fleste forventede: Han sidder i sin sidste periode og genopstiller ikke til valget i 2017.
- Jeg synes, jeg har gjort min demokratiske værnepligt. Jeg har været i politik siden 1974, og til næste valgkamp er jeg 72 år. Så er det på tide at stoppe, siger han.
Derfor kører Venstre allerede nu en kronprins i stilling ved på et opstillingsmøde i december at tage stilling til spidskandidaten. Er der flere sker valget ved urafstemning i februar næste år.
Bestyrelsen for Venstres kommuneforening har Michael Seiding Larsen på listen, og han har støtte fra den siddende borgmester.
- Ham kan jeg godt anbefale, og vælges han, vil jeg støtte ham alt, hvad jeg kan i de næste to år, men jeg bliver siddende perioden ud. Jeg er valgt for fire år og har tænkt mig at sidde fire år på denne spændende post, siger Knud Larsen.
- Jeg ved godt, at mange andre ville vælge at gå af og lade den nye kandidat overtage posten. Det gør jeg ikke, med mindre sygdom skulle tvinge mig, og det er der ikke noget, der tyder på.
Knud Larsen blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Møn i 1974 og var i flere perioder borgmester for Møn, inden han i 2013 blev valgt som borgmester i den nye storkommune.php