TISVILDE: En af Danmarks største skuespillere er at finde på biograflærredet i Tisvilde i uge 47. Ghita Nørby spiller hovedrollen Lily i filmen Nøgle Hus Spejl, der er et kærlighedsdrama. Lily er flyttet på plejehjem med sin mand Max, som hun har været gift med i mere end 50 år. Max er hårdt ramt af en hjerneblødning. Lily selv er frisk og gør det, hun har gjort hele livet - passer og plejer Max.
På plejehjemmet flytter en ny beboer, kaldet Piloten, ind ved siden af Max og Lily. Han er et livsstykke og fuld af livsglæde - en glæde som Lily slet ikke kan stå for. Hun har i mange år tilsidesat egne behov og savnet nærvær og -hed.
Hverken hendes familie eller de andre beboere på plejehjemmet kan acceptere hendes nye ven. Misforstået af sin familie og fanget på plejehjemmet med Max, beslutter Lily sig for at flygte fra sit usynlige fængsel og kæmpe for retten til at bestemme over sit eget liv.
Filmen stiller spørgsmålet, om seniorer har ret til at forelske sig?
I filmen gør Ghita Nørby oprør mod det fordømmende og forudsigelige i en sådan grad, at det giver enhver lyst til at forelske sig igen og rejser håbet om, at alder ikke sætter grænser for kærligheden og lidenskaben.
80-årige Ghita Nørby og 81-årige Sven Wollter spiller hovedrollerne i denne betagende film.
Tilladt for alle
19. - 22. november kl. 20. Fredag 20. også kl. 15. Søndag 22. også kl. 16
Grænsefloden Enguri skaber på sin vej fra Kaukasus til Sortehavet midlertidige øer, som de lokale udnytter. En aldrende mand tager sammen med sit barnebarn chancen og planter majs og skaber liv på en af øerne. Soldater fra begge lejre patruljerer på floden og om natten lyder geværild, mens floden fortsat strømmer uden hensyn til hverken politik eller følelser.
"Georgiske George Ovashvilis prisbelønnede film »Corn Island« er et forunderligt filmværk, der belønner den tålmodige i rigt mål. I løbet af bare 100 minutter - med under tyve replikker - fortælles en stor og rig historie om livets foranderlighed, tab, sammenhold, kampen for overlevelse og mod fattigdom og hvordan det er den lille mand, der bliver fanget, når lande og stater går i krig - i dette tilfælde konflikten mellem Georgien og Abkhasien."
Således skrev Louise Kidde Sauntved i sin anmeldelse i Berlingske Tidende og gav 5 stjerner.
21. november kl. 16.
Oplæsning - Anette Just Nielsen har skrevet prosadigtsamlingen "At være i himlen og gå på jorden". Digtene, som er spirituelle og meditative, reflekterer over det at være menneske, om at handle og være, om det lyse og mørke, om det lette og svære.
Hun kommer selv og læser dem højt og bliver akkompagneret af harpenisten Kim Skovbye.
22. november kl. 14.