Af Henrik Vedel, Vallerødgade 19C, Rungsted Kyst:
Budgettet for 2016 er på plads. Børne- og skoleområdet beskæres med 10 mio. kroner.
I sig selv er det måske ikke et problem. Nej, det største problem består ved, at Morten Slotved og tropper lever i en verden af usandheder og manipulation.
I adskillige debatindlæg har Jan Klit, Anders Vestergaard og skoleformand Otto B. Christiansen fastholdt illusionen om, at "Hørsholm har Danmarks bedste folkeskoler".
Mine seks spørgsmål om Hørsholms skoler forbliver ubesvarede, og på kommunalbestyrelsesmøderne fastholder Morten Slotved illusionen om, hvor gode skolerne er.
Lad os se på facts.
Rangliste for danske folkeskoler, karakterer for afgangsprøven i 9. klasse 2013/14:
- Atheneskolen (for begavede børn) nr. 1
- Rungsted Private Realskole nr. 2
- Rungsted Skole nr. 66
- Vallerødskolen nr. 91
- Hørsholm skole nr. 113
- Usserød skole nr. 288
Morten Slotved kalder det, at Hørsholm ligger nummer fire, skoleformanden at Hørsholm er nummer et.
Jeg ved ikke, hvilken skole Slotved og Otto B. Christiansen har gået på - måske Usserød, men det er vist lige lovligt manipulerende at kalde Hørsholms kommuneskoler nummer et eller fire!
Nu er karakterer jo en fast, målbar størrelse, men det er også interessant at se på, hvordan eleverne klarer sig med tanke på forældrenes baggrund.
Det er almindelig anerkendt (bortset fra blandt de konservative i Hørsholm), at "arv og miljø" spiller en stor rolle for børns muligheder, og dette har CEPOS kigget på.
På listen over folkeskoler ser Hørsholms skoler således ud:
Rungsted Private Realskole nr. 35
Hørsholm Skole nr. 691
Vallerødskolen nr. 769
Rungsted Skole nr. 995
Usserød Skole nr. 1025
Med andre ord: Hørsholms skoler klarer sig langt dårligere end forventet, når baggrunden indregnes.
Skoleformand Otto B. Christiansen kalder CEPOS for "i bedste fald tvivlsom". Han forstår ikke, at børn, der kommer fra et velstillet akademikerhjem i Hørsholm, har bedre muligheder end f.eks. et barn af fremmedsprogede, ufaglærte indvandrere i Kokkedal.
Hvor ser man så konsekvensen af den dårlige folkeskole? Ja, Rungsted Gymnasium kan "prale af" at ligge som nummer tre fra bunden på listen over gymnasier.
Rungsted Gymnasium præsterer middeldårlige karakterer, og det betyder desværre, at de unge har svært ved at komme ind på de videregående uddannelser.
Jeg håber, Hørsholms børns forældre kan se problemet.
Konklusionen på ovenstående må være, at Morten Slotved og de konservative, mod bedre vidende fastholder illusionen om, hvor gode kommuneskolerne er, og lystigt skærer 10 mio. kroner bort i budgettet - bl.a. for at få råd til at bygge en tabsgivende biograf.
Med andre ord: Morten Slotved og de konservative vil hellere have tabsgivende, passiv underholdning end uddanne Hørsholms børn til at klare sig bedst i fremtiden.