Der er spændende film på plakaten i Allerød Bio netop nu.
Fra 26. november kan man se 'Slow West' - en film af John Maclean med Michael Fassbender, Kodi Smit-McPhee, Ben Mendelsohn og Caren Pistorious.
Filmen udspiller sig i slutningen af det 19. århundrede. Den 16-årige Jay Cavendish (Kodi Smit-McPhee) er på vej over den amerikanske prærie for at finde den pige, han elsker. På sin vej støder han på en gruppe blodtørstige dusørjægere, men bliver i sidste øjeblik reddet af Silas Selleck (Michael Fassbender).
Silas er en mystisk ensom ulv, der kun lidt for godt kender det dårlige selskab, han netop har gjort det af med. Det umage par slår pjalterne sammen og fortsætter deres rejse. Men det sidste punktum er endnu ikke sat.
Michael Fassbender er med 'Slow West' for alvor ved at slå sit navn fast med syvtommersøm som en af verdens mest spændende skuespillere.
Fra 28. november viser Allerød Bio 'Familien Jul'. Det er historien om Hugo, der bliver gode venner med nissen Pixy, som ikke nåede at komme med de andre nisser hjem.
Hugo går langt for at skjule Pixy fra sin julefjenske far, men et år er lang tid at skjule en nisse, der ikke ligner mennesker, taler et mærkeligt sprog, udøver magi og som ikke kan tåle den danske sommervarme. Hugo er derfor nødt til at dele hemmeligheden med sine søskende og sammen kæmper de for, at Pixy ikke bliver opdaget.
Fra 30. november kan man se 'Me and Earl and the Dying Girl' i Allerød Bio. Greg bruger det meste af sin vågne tid på at lave små filmparodier af klassiske film sammen med sin skolekammerat, Earl. En uventet alvor sniger sig imidlertid ind i hans liv, da hans mor beder ham om at besøge Rachel fra hans skole, der netop er blevet diagnosticeret med leukæmi og har brug for støtte.
Modvilligt opsøger han pigen og det bliver imod alle odds starten på et stærkt venskab, som også Earl bliver en del af.