Rikke
Tema: Gamle bygninger i købstaden Store Heddinge
Fotos: Stevns Lokalhistoriske Arkiv.
STORE HEDDINGE: Den 5. maj 2008 flyttede Stevns Apotek tilbage til den gamle apotekerbygning, som et moderne robotapotek. Ejer er apoteker Mads Liborius Middelboe; som hermed sørgede for at der atter drives apotek fra adressen Algade 23.
Ejendommen kan føres tilbage til 1705, og muligvis også længere. Men for 310 år siden blev den købt af seigneur Rasmus Ibsen, tidligere ejer af Frøslevgård.
Rasmus Ibsen boede på gården i tre år, inden han solgte ejendommen til værtshusmand Niels Knudsen i 1708. De næste 52 år havde matriklen fire øvrige ejere, heriblandt en kaptajn, endnu en værtshusmand, en byfoged og sluttelig kordegn og skoleholder, Andreas Raff.
Sidstnævnte solgte gården til handels- og købmand Christopher Ermandinger i 1769. Han kom til Store Heddinge fra Præstø. Indtil Christopher Ermandinger fik foden under eget tag i købstaden, havde han boet til leje hos madam Brasch i gården i nr. 43 på Algade i otte år.
Købmandsslægt
Christopher Ermandinger var gift med Karen Sorterup, født i Præstø. Christopher døde i 1774, og herefter flytter Karen tilsyneladende ind hos sin slægtning Jens Pedersen Brasch, som boede på den gård vi i dag kender som Louisenborg i Rengegade.
I følge Stevns Lokalhistoriske Arkivs optegnelser er Algade nr. 23 fra 1775 herefter beboet af en købmand Thomas Sorterup - formentlig Karens slægt - og består af 47 vinduesfag ialt.
Ejendommen brænder
1784 skifter ejendommen igen ejer og de næste fem år ejes den af en byfoged og en herredsskriver. Fra 1795 er det konsumtionsinspektør Henrich Blickfeldt Kisselhahn, som køber ejendommen.
Ejendommen bliver den 7. januar 1813 hærget af en brand. Ejer er nu Birgitte Kisselhahn, enke efter konsumtionsinspektøren. Ejerforholdet slutter for Kisselhahn familien i 1829, hvor gården kommer på auktion. Her er det endnu en kvinde, som kommer til at stå på skødet, nemlig Marie Kynde, enke efter byfoged Clemmen Kynde.
Marie Kynde bytter samme år sin gård med apoteker og postmester Jacob Frederik Sünckenberg, som i en årrække havde boet i en anden ejendom lidt længere henne ad Algade.
Fra postslægt til apotekerslægt
Postmester Sünckenberg dør i 1813. Hans enke, Inger Marie (Schiølert) gifter sig med cand. pharm. Laur Meldahl. Han dør imidlertid få år efter, hvor efter enken selv driver apoteket indtil sønnen, Jens Peter G. Sünckenberg, overtager bevillingen i 1855. Udover apotekerfamilien er der også en lejer i Apotekergården, nemlig Andreas Petrus Jespersen. Til gården hører endnu et avlsbrug.
1. januar 1901 overtager cand. pharm. Frederik Sünckenberg apoteket, som han køber af sin mor, apoteker P. Sünkenbergs enke.
Den smukkeste bygning i byen
Læge Grønvold, hvis forældre hørte til apotekerfamiliens omgangskreds, giver i sine erindringer om byen og dens borgere en udførlig beskrivelse af det gamle apotek, som bliver opført i 1855. Han kalder ejendommen for »den smukkeste bygning i byen«.
Midt på huset førte en stor bred trappe, som vel nåede fliserækken op til apoteket. Det var kun et lille forrum, man kom ind i, når man skulle handle, kun 3-4 alen på hver led. Foran, ind mod selve apotekerlokalet, var en halvhøj mahogniskranke med søjler forneden, hvorfra ekspeditionen foregik. På hver side i det lille rum var et sæde med sort læder.
Midt i lokalet stod på et langt ovalt bord et par apotekervægte. Bordet var fra plade til gulv fyldt med små skuffer, hvor der sad hvide porcelænsskilte med sort skrift til oplysning om skuffernes indhold.
Langs bagvæggen stod skabe ligeledes med skuffer til de forskellige droger. Øverst på væggen var der hylder, som var anbragt således, at der i midten var store rum fri til pynt. Overalt på hylderne stod der hvide porcelænskrukker med sorte glade låg og sorte inskriptioner. I midten gik hylderne op i en rund top, hvor der var anbragt et ur.
Lejlighed på 1. sal
Den grønmalede port i bygningens nordligste ende var så godt som altid lukket. Portrummet var brolagt med små toppede brosten, og lyset havde forskellige farver, som kom fra de kulørte ruder over porten.
Fra porten kom man indtil apotekerens private hjem. Fra en stentrappe midt i porten gik man ind ad en dør og herfra førte en hvidskuret trappe op til en afsats, hvor der var indgang til apotekerlokalerne. Trappen var strøet med sand og på en afsats stod et Bornholmerur med metalskive. Apotekerens private hjem lå på 1. sal og var en stor smuk og elegant lejlighed med rummelige stuer og smukke loftgesimser.
Stor have og udsigt til skovene
Apotekets gård var en gammel smal gårdsplads med toppede brosten og udhuse langs sidernes samt et langt udhus i vest svarende til selve apoteksbygningen. I denne længe var der indgang til en havestue og herfra udgang til haven. Fra havestuen kom man gennem en dør ud i en åben veranda, som var overgroet på tag og sider af Wilson og tobakspibeplanter.
Haven var stor og velholdt og i den del, som var nærmest huset var der bede med stauder og roser. I den bagerste del var der skovparti med kæmpestore træer. Der var udsigt ud over eng, hvor kvier og kalve græssede og længe ude i horisonten så man Kirkeskoven og Kongeskoven.
Senere solgte Gjorslev - Erikstrups ejer, den sydlige halvdel af engen til Richter, som byggede en stor silo og flere skure, som tog det meste af udsigten.
Sælger til københavnsk apoteker
Peter Sünckenberg var gift med Albertine Henriette Kløcker (født 1828, død 1908). Den yngste søn, Frederik Sünckenberg (født 1868, død 1925) var som ung i faderens Apotek og overtog det efter hans død, mens Albertine ejede ejendommen. Da Frederik dør i 1925, er det hans enke, Alma, som bliver ejer. Hun sælger apoteket samme år, 1925, til apoteker Vermehren fra København, som foretog en del ændringer såvel inde som ude.
Fra Algade til Rengegade
De næste 36 år, frem til 1961, bliver der drevet apotek fra Algade nr. 23. Samme år flytter apoteket til Rengegade 1 i en nyopført bygning, hvor apoteker H. Juncker Mikkelsen drev forretning frem til 1979. Herefter overtog apoteker Lisa Hingstrup Larsen, Stevns Apotek.
Det gamle apotek på Algade stod tomt i nogle år, men i 1965 flyttede møbelfabrikant Inger Arup ind med en udstilling af møbler i apotekslokalerne og værksted i baghuset, der hvor Netto i dag har til huse.
Da Inger Arup ophørte med udstillingen var der tvivl om, hvad lokalerne kunne bruges til. En kort overgang var der galleri med udstilling af det nuværende Østsjællands Museums malerier af Niels Larsen Stevns, mens der på 1. sal en kort overgang var ungdomsklub.
(Kilde: Stevns Lokalhistoriske Arkiv)
