MILJØ Halsnæs Avis har bedt Miljøstyrelsen om svar på en stribe spørgsmål om den sløjfede olieledning mellem Hundested Nordhavn og det tidligere militære oliedepot ved Kikhavn.
Civilingeniør Charlotte Christina Clausen har sendt nogle svar.
Udgør en sådan tidligere militær olieledning absolut ingen miljørisiko længere?
"Generelt bliver olieledninger og andre ledninger i jorden tømt, når de ikke skal benyttes længere. Efter tømningen er olieledningerne miljøsikret, så der ikke kan sive eventuelle rester af olie ud fra rørene og udgøre en forureningsrisiko. En sagkyndig tilsynsførende (Vognsen Rådgivende Ingeniører) udførte tilsyn i dec. 2014 på tømningen af røret."
Hvem har ansvaret for ledningen nu?
"Efter at olieledningen er tømt og miljøsikret, er Forsvaret ikke længere ejer af olierørledningen. Desuden er tinglysningen på arealet ophævet, så Forsvaret har ikke længere tinglyst adgang. Forsvaret har ikke et ansvar for selve ledningen mere, da den er sløjfet. Forsvaret har fremsendt dokumentation for tømningen til grundejer af Hundested Havn, som er Halsnæs Kommune."
Hvad med dens fremtid; skal den ligge og forgå, eller skal den fjernes før eller siden?
"Ledningen er sløjfet og udgør ikke nogen miljømæssig risiko. Rør vil typisk blive liggende i jorden, medmindre de er nødvendige at fjerne pga. opførelse af bygninger eller lignende."
Hvad er planen for de mange hundrede kilometer af lignende militære ledninger i Danmark, bl.a. POL-ledningen fra Frederikshavn til Nordtyskland?
"Forsvaret er ejer af de militære ledninger. Miljøstyrelsen er ikke den rette til at svare på dette spørgsmål," slutter Charlotte Christina Clausen.
jpt/an