En ny forpagter af Bogø Kro vil nu bevise, det godt kan lade sig gøre, at gøre den til en god forretning på trods af, at flere andre allerede har forsøgt ? forgæves. Eller rettere sagt to nye forpagtere. To gode veninder som med et nystiftet iværksætterselskab er klar til at skabe liv i kroen.
Det er en både lang og gribende forhistorie, der nu nærmest gør Bogø Kro til et arbejdsprøvningsredskab og comeback, når den skal have den ene af de to veninder tilbage på arbejdsmarkedet.
Sydsjællands Tidende kunne i avisen fra uge 14 i år fortælle historien om Charlotte Hemme, som overlevede efter en faldulykke i Malaga i maj 2013 fra ottende sal, brækkede ryggen flere steder, knuste bækken og fod, blev genoplivet seks gange og lå i koma flere uger. Ingen bortset fra hende selv troede på, hun nogensinde ville slippe for kørestol eller få et gensyn med arbejdsmarkedet.
Men i februar i år blev kørestolen sat til side. Og i dag er hun klar til at bestride ansvaret som daglig leder og forpagter af Bogø Kro i ni arbejdstimer om ugen. Og med en overbevisning om, at det inden alt for længe bliver på halv tid.
- Og når ikke andre kan, så må jeg jo bevise, at det kan lade sig gøre at holde liv i kroen som et spise- og overnatningsted i Bogø By, siger Charlotte Hemme, der er flyttet ind i den lejlighed, som er indrettet på kroen.
Det er heller ikke erfaringer med restaurationsdrift, hun mangler, efter hun flyttede fra Hvidovre til Malaga i 2004 med mand og børn for at skabe sig en tilværelse som indehaver af en restaurant. En drøm, der blev holdt i live frem til ulykken i 2013. Og i kraft af sin veninde kommer hun heller ikke til at mangle gode råd og idéer. Veninden er nemlig Regitze Melchiorsen, der driver hotel Harmonien i Nakskov og er klar til et medansvar for projektet på Bogø.
- Desuden har vi fået lavet de nødvendige papirer for økonomien med mere, så jeg på et tidspunkt kan overtage eneansvaret for Bogø Kro, forklarer Charlotte Hemme.
Og den nødvendige selvtillid mangler heller ikke med en fortid som uddannet skrædder og etablering af sin egen systue og tøjforretning i Gundløsemagle ved Roskilde som 17-årig. Som den første af de fem forretninger det blev til i løbet af få år.
Arrangementer på stribe
Fremtiden for Bogø Kro skal nu bygges op med et dansk-spansk menukort, hvor hun får støtte af sin mand, der fortsat skal drive restaurant i Spanien en stor del af året. Men også er klar til at hjælpe med på Bogø. En overdækket terrasse er på tegnebordet. Aftale med et firma om at anlægge en bane til minigolf er også klar. Et Elvis-show med en engelsk sanger skal præsenteres på lørdag, hvor sangeren dagen efter rejser til Nakskov for at underholde på hotel Harmonien. Der er også blevet annonceret for ni lørdage med julefrokost, hvor tre af dem bliver med underholdning.
- Det skal nok blive godt. Jeg er sikker på, lokalbefolkningen tager godt imod os. For eksempel havde vi med et opslag i Bogø Brugs annonceret en ?grisefest? den 4. september som en slags præsentation af mig og kroen for især de lokale. Vi havde håbet og forventet, der nok ville komme omkring en snes gæster. Det kom tilmelding fra cirka 200, siger en glad Charlotte Hemme.
Det er planen, at Bogø Kro vil holde åbent hver dag i tiden fra klokken 14-22 det første års tid. Derefter vil hun vurdere, om der eventuelt skal lukkes ned i vintermånederne, hvor hun så kan rejse ned til Spanien og nyde varmen samt hjælpe sin mand med hans restaurant.
Og varmen har både hun og hendes mand godt af. Ham med smerter efter en hofteoperation og hende med de mange smertefulde kropsskader. Derfor er den løsning heller ikke så dårlig.
Og dermed kunne Sydsjællands Tidende sige farvel til en iværksætter, som lige manglede de sidste forberedelser med spindelvæv på kuvertbrødet og edderkopper i tomatsuppen som en del af den menu, der var planlagt til en ?hyggelig? halloween. Og med en pris til den gæst, der fandt flest edderkopper i suppen.