I november og december kan du møde den sprog-kringlede nisse Fimpe, den skønne prinsesse Miamaja, jægeren Valentin, en konge på slankekur og alle de andre kendte skikkelser fra DR's 'Jul på Slottet', når Taastrup Amatørscene slår teaterdørene op til den klassiske forestilling.
'Det sørme - det sandt - de'cember. Den dejligste måned i nissernes land.'
Der skal ikke meget mere end disse strofer til, før de fleste af os mindes et kongerige i krig, en konge på slankekur, en jul der næsten bliver afskaffet, intriger, kærlighed og masser af julehygge og nisserier.
Og netop disse elementer er i centrum, når Taastrup Amatørscene den 14. november har premiere på familieforestillingen 'Jul på Slottet'.
- Da jeg var ni år sendte DR for første gang julekalenderen 'Jul på Slottet', og jeg var solgt fra første afsnit. Derfor var det en rigtig stor glæde for mig, da Taastrup Amatørscene valgte at sætte netop denne forestilling op med mig ved roret. Sammen med skuespillerne er jeg blevet kastet tilbage til barndommen og er igen blevet grebet af den dejlige historie, siger instruktøren Niels Søndergaard.
Et fattigt kongerige
I 'Jul på Slottet' tages vi med til et fattigt kongerige, der må betale krigsskadeerstatning til nabolandet Montania enten i form af kongens vægt i guld eller ved at gifte prinsesse Miamaja bort inden jul.
Grev Rabsenfuchs forsøger at spolere planerne sammen med sin nevø Junker Juchs, mens nisserne - far Magnum, mor Trisse, deres søn Fimpe og onkel Mirko - der også bor på slottet, forsøger at hjælpe til med at sprede julestemning. Samtidig forelsker den skønne prinsesse Miamaja sig i jægeren Valentin. Men kan en prinsesse gifte sig med en simpel jæger?
- 'Jul på Slottet' er årets store familieforestilling her på teatret. Vi kan endnu engang invitere inden for til et par timer i selskab med et hav af engagerede skuespillere, hvoraf nogle har stor erfaring på de skrå brædder, mens andre træder ind på scenen for første gang. Derudover står den også på et gensyn med Musikskolens elever, der leverer skøn musik, som man kun kan komme i julestemning af, og endelig er der et væld af frivillige bag scenen, som sørger for alt fra kulisser og kostumer til lys og lyd. Jeg håber, at publikum har lyst til at komme i julestemning sammen med os, siger formand på Taastrup Amatørscene Tine A. Rigét.
'Jul på Slottet' har premiere den 14. november og spiller hver lørdag og søndag frem til 13. december klokken 16.00 med undtagelse af lørdag den 5. - og søndag den 6. december. Billetter kan bestilles på www.t-as.dk. Tilbage er vist kun at sige: Det' sørme - det' snart - det' jul.
På glædeligt teaterkig.