Karate: To Ishøj-kvinder er klar til at gøre en god indsats i VM.
Caroline Bøgh Alberg og Katrine Lionett Pedersen fra Ishøj Karate Klub er begge udtaget til U 21 VM, der bliver holdt 12.-15. november i Indonesien.
Det er en dyr rejse, og klubben har derfor søgt at støtte de to kæmpere:
- Vi har holdt et event for alle, der havde lyst til at bakke op omkring klubben samt Caroline og Katrines forberedelse til det kommende VM, siger formanden Peter Rømer. Overskuddet gik til de to VM-deltagere.
Ved dette event gik de to VM-kæmpere forrest i en gang træning, ligesom de fortalte om landsholdet, deres skolegang og i det hele taget deres sammenhængende hverdag.
Katrine Lionett Pedersen har tidligere i Sydkysten fortalt om, hvordan hun får skole og karate på højt niveau til at hænge sammen.
Tidligere på året fik hun studenterhue på efter en flot eksamen på Solrød Gymnasium.
Flere opgaver
- Jeg ser helt vildt meget frem til de kommende opgaver, herunder VM i Indonesien, siger 19-årige Katrine Pedersen, som inden VM har flere udfordringer:
Inden U21 VM til november skal jeg til endnu et Karate 1 Premier League stævne i Salzburg samt til Venice Cup i Venedig, hvor Caroline Alberg også skal med. Jeg får dermed den mest optimale forberedelse frem til U21 VM i klassen U21 kvinder -68 kg., lyder det fra Katrine Pedersen.
Hun har tidligere været til karate 1 Premier League stævnet German Open, hvor de bedste seniorer fra hele verden deltager.
- Desværre tabte jeg min første kamp til en spanier, som vandt VM-bronze til senior-VM tidligere på året. Jeg kæmpede ikke helt optimalt, så siden har min træner Bo Pedersen og jeg lavet en masse justeringer, siger Katrine Pedersen videre.
Hun har mange flotte resultater bag sig i sin karatekarriere, bl.a. sølv ved U 21 EM.
Caroline Alberg stiller ved VM op i Junior -59.
