Genbrugs-succes på vej til Skærød

Når den gamle sofa skal skiftes ud, behøver den ikke ende i en container på genbrugsstationen. Ofte kan andre få glæde af den, og det er flere borgere blevet bevidste om. Det oplever man i genbrugsteltet »De gode ting« ved Højelt Genbrugsstation - og derfor bliver succesen nu udbredt til genbrugsstationen i Skærød, hvor der er planer om et telt med samme koncept, hvis det ellers blåstemples ved næste byrådsmøde 26. oktober.

Ligesom teltet i Højelt skal det drives af GIV - Gribskov Kommunes Interne Servicevirksomhed, der står for at få ledige kontanthjælpsmodtagere aktiveret i nyttejob samt at ansætte borgere i fleksjob.

- I forvejen har vi driften af teltet i Højelt, og det nye telt i Skærød bliver så en pendant til det, så borgerne i Helsinge-området også får mulighed for at indlevere deres ting til genbrug, uden at de behøver køre helt til Højelt. Det er samme koncept - at frivillige foreninger kan afhente ting og sager til at sælge, ligesom de kan låne teltet og holde loppemarked i weekenden, siger Anja Rosengreen, der er leder af GIV.

Hun oplever, at borgerne har taget godt i mod teltet i Højelt, og at der generelt er større fokus på mulighederne for at genbruge ting og sager.

- Vi får så mange positive henvendelser fra borgere, som har ting, de vil af med, men som de tænker, at andre kan få gavn af. Der er ved at opstå mere opmærksomhed omkring det. Og det er typisk, når folk alligevel skal smide ting ud på genbrugsstationen, at de tænker over, hvad der kan genbruges, siger hun.

Økonomiudvalget har anbefalet byrådet, at det nye genbrugstelt skal sættes op på en stor ubebygget plads på Bomose Allé i tilknytning til genbrugspladsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...