'Ellipsen'. Det er navnet på den nye bygning, som et skudt i vejret på Nærum Gymnasium. Bygningen indeholder 2000 kvadratmeter, og der er tale om et projekt til den nette sum af 40 millioner kroner.
Det er det samme arkitektfirma, som i sin tid tegnede hovedbygningen på Nærum Gymnasium, der står bag Ellipsen. Og der er i udformningen lagt vægt på, at den nye "fætter" på toppen af det lille bakkedrag harmonerer med den øvrige bygningsmasse på stedet. En stor del af materialevalget og møbleringen i Ellipsen ligner derfor udsmykningen i det kendte Nærum Gymnasium.
Men samtidig er Ellipsen noget helt for sig selv.
"Som kontrast er der i den nye bygning arbejdet videre med de geometriske former fra hovedbygningen. Den oprindelige kvadrat med indskreven cirkel er blevet til en ellipse med skråt afskåret tag. Transparensen som både arkitektonisk, didaktisk og værdimæssigt fundament går igen i de to bygninger. Omvendt har den nye bygning i intimitet, hvad den gamle har i sit spektakulære og storslåede udtryk. På den måde supplerer og kontrasterer de to bygninger hinanden og bliver i fællesskab et godt symbol for Nærum Gymnasium bærende værdi om højt til loftet," fremhævede rektor Niels Hjølund Pedersen i sin indvielsestale onsdag.
Højt til loftet er der da også i bogstaveligste forstand i Ellipsen. På samme måde som i hovedbygningen er der taget udgangspunkt i, at der skal være en fælles agora, som de enkelte lokaler er bygget op om. Fysisk kan eleverne sidde for sig selv i det åbne rum i midten af lokalet, og samtidig kan de følge med i, hvad der sker i samtlige af lokalerne. Alle facader er nemlig lavet i glas, og der er dermed frit udsyn til hver enkelt lokale.
"Højt til loftet og åbenhed er to centrale begreber på Nærum Gymnasium, og det skal selvfølgelig også afspejle sig i den nye bygning. Vores elever må gerne lade sig forstyrre af omverdenen, for det bidrager til kreativiteten," forklarer Niels Hjølund Pedersen.
Et af de centrale lokaler i Ellipsen er derfor også produktionslokalet. Igennem de seneste år har gymnasiet nemlig oplevet en stigende interesse blandt eleverne for mediefag, og derfor er der indrettet et særligt lokale med det nødvendige udstyr til videoproduktion og lignende.
Også lærerne på Nærum Gymnasium kommer i høj grad til at bruge produktionslokalet. Det såkaldte flip-classroom bliver nemlig mere og mere udbredt på skolen. Konkret er der tale om, at undervisningen bliver vendt på hovedet. Det materiale, som læreren i klassisk undervisning ville gennemgå på tavlen, gennemgår læreren i stedet på en video, som eleverne kan se derhjemme, og derefter bruges tiden i klasselokalet på at bearbejde materialet og sikre, at eleverne rent faktisk også har forstået budskabet.
"Eleverne er meget medskabende i vores undervisning, og i den forbindelse betyder det meget, at rammerne også indbyder til kreativitet," fortæller Mads Stenbæk, lærer på Nærum Gymnasium.
Ellipsen indeholder undervisningslokaler, studiecenter, mediecenter, idræts- og fitnessfaciliteter, studievejledningen og lærerarbejdspladser. Og behovet for de nye lokaler har været tiltrængt igennem de seneste år, hvor skolens antal klasser er udvidet fra 30 til 40.
Arkitekt: Dall & Lindhardtsen
Størrelse: 2000 kvadratmeter
Pris: 40 millioner kronerSe EllipsenNærum Gymnasium inviterer naboer, forældre og elever til at opleve Ellipsen
Det sker den 7. oktober kl. 19-21
Foruden rundvisning vil der være foredrag ved hjerneforsker Peter Lund Madsen, der fortæller om 'Hjernen og Læring'