For anden gang på mindre end fire uger er Orø-færgen sejlet ind i kajen.
Denne gang skete det på Orø, mens det den 8. september skete ved færgelejet i Holbæk. Det var samme skipper, der stod på broen i begge tilfælde. Han valgte efter uheldet fredag - ikke i går (torsdag), som det ved en fejl fremgik af en tidligere udgave af artiklen - selv at opsige sin stilling. Det oplyser overfartsleder Lars W. Hansen.
Uheldet skete fredag ved 15-tiden, da færgen skulle lægge til kaj på Orø. Skipperen, der blev ansat pr. 1. september, tog fejl af håndtagene og kom derved til at give for meget gas. Orø-færgen bruger et dysesystem, som er anderledes, end det skipperen er vant til fra tidligere.
Det var det samme, der skete, da skipperen 8. september foretog en undvigemanøvre for at undgå at sejle ind i en jolle i havnen i Holbæk. Dengang måtte der dykkere ned for at sikre, at skibets skrog ikke havde taget skade.
Det var ikke nødvendigt med dykkere i denne omgang, men færgelejet havde taget lidt skade, efter at færgen sejlede ind i lejet.
- Konsekvensen af uheldet er, at skipperen selv har valgt at sige op. Nu skal vi have ansat en ny skipper, oplyser overfartsleder Lars W. Hansen.
Der er i alt fire hold med hver sin skipper, som sejler Orø-færgen. Efter uheldet fredag måtte afgangen klokken 15.10 fra Orø og klokken 15.45 fra Holbæk aflyses.
Efter at Orø-færgens mest erfarne skipper var hidkaldt, kunne sejladsen genoptages med afgang fra Orø klokken 16.20.

Så skete det igen.
Posted by Nordvestnyt on Friday, October 2, 2015