Tæt på udsolgt til Henning Stærk

I år er det 50 år siden, at Henning Jakobsen med kunstnernavnet: Stærk debuterede som musiker. Det skete 18. september 1965 i Handbjerg Forsamlingshus mellem Holstebro og Skive, hvor den 16-årige knægt var forsanger i gruppen: The Roadrunners. Allerede i ungdomsårene fattede han interesse for soulmusikken, men nåede samtidig at blive nr. 2 i danmarksmesterskaberne i pigtrådsmusik - som medlem af gruppen: The Poisons.

Den vestjyske søn af en slagtermester og en sygeplejerske har siden da spillet i et utal af bands - både som sanger, guitarist, bassist, percussionist og trommeslager. Fra den tidlige karriere huskes hans indsats i Spillemændene og Gnags, men i 1980 dannede han første gang sit eget orkester. Med årene skiftede stilen gradvist til den mere rockende countryblues, som mere eller mindre stadig er hans varemærke.

Når han på onsdag besøger Spilledåsen, sker det som led i hans igangværende 50 års-jubilæumsturné, der henset til hans kunstnernavn meget passende har fået titlen: Still Going Strong. Ifølge arrangørerne bliver koncerten med »ét af dansk rockmusiks mest solide og respekterede kort« næppe kedelig.

Her vil Henning Stærk og hans band - musikernes navne er ikke oplyst - formentlig give en række af de numre, der har gjort ham kendt og berømt gennem tiderne, f.eks. Sweetheart, Cheque Book og Fire.

Men rygtet er løbet forud. Alt tyder i øjeblikket på, at Spilledåsen ligesom ved sidste måneds koncert med Maggie Reilly kan melde udsolgt, så hvis man vil sikre sig en billet, er det en god ide at købe den nu.

Koncert med Henning Stærk Band. Snurretoppen, Algade 32 i Store Heddinge onsdag 28. oktober kl. 20. Eventuelle resterende billetter kan bestilles online på www.spilledaasen-stevns.dk, billettelefon 3057 1999 eller købes hos Kop & Kande, Store Heddinge, og Staxen Boghandel, Hårlev. Billetpriser: 200 kroner (175 kroner for medlemmer). Arr.: Kulturforeningen Spilledåsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...