Den meget benyttede pendlerparkeringsplads ved Lejre Station skal snart fjernes. Ledreborg Gods, som er ejer af den fredede jord, hvor pladsen ligger på vestsiden af Lejrevej ved Stationsvej-krydset, har nemlig sagt nej til at gøre pladsen permanent. Det skriver DAGBLADET Roskilde torsdag.
- Vi opgiver pladsen. Det skyldes såvel fredningsbestemmelserne for jorden og Ledreborg, der ikke ønsker at afgive jorden. Vi har foreslået, at vi kunne leje jorden i 30 år, men det ønsker Ledreborg ikke, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Martin Stokholm (S).
Fredningsnævnet har kun givet midlertidig dispensation til at bruge jorden ved stationen til en parkeringsplads til pendlere. Det er sket i forbindelse med udvidelsen af Nordvestbanen til to spor og ombygningen af Lejre Station. Gennem de seneste fire år, hvor den midlertidige plads har ligget der, har pendlerne håbet mere og mere på, at den kunne blive permanent.
- Så længe pladsen kun var tidsbegrænset, var der ikke de store udfordringer. Men hvis pladsen skal gøres permanent, skal vi gennem den store tur for at få ophævet fredningen. Og når Ledreborg ikke vil afgive jorden, vil vi slet ikke gå videre med sagen, siger Martin Stokholm.
Se også DAGBLADET Roskilde torsdag.
